mandag, juli 9

Vej til fortiden og alternative aussier

Art deco bygninger præger byen Lismore, som er på størrelse med Holstebro. De arkitektoniske mesterværker er dog godt gemt bag et utal af usmagelige reklameskilte, som ødelægger byens centrum og de gamle huse. Lismore ligger, hvor Wilson River og Leycester River mødes. I centrum gik vi på jagt efter frokost, men hele byen virkede død. Det var søndag og lige inden klokken tolv. Byen var endnu ikke vågnet efter lørdag aftens fester og søndag formiddags kirkebesøg.
Vi krydsede Wilson River og gik ad Bridge Street. Den meget anderledes vegetarrestaurant ”20.000 cows” havde lukket, men vi tog i stedet for "The Blue Tongue" på den ande side af gaden. En gang græsk for 18$. Mindede mere om fransk. En stor tallerken med meget lidt mad. Ikke specielt godt. Kaffen var OK. Det var nok det bedste, vi kunne sige om The Blue Tongue. På den modsatte side af Bridge Street lå Aussie Digger Camping World, og jeg fik lige et kig på lidt campingudstyr bl.a. den australske swag. Jeg købte dog ikke noget. Vi har jo vores motorhome og skal tænke på maks tyve kilo per person, når vi rejser hjem.

Lismore virkede ikke så indbydende. Vi forlod byen og kørte mod Nimbin ad bagvejen og kom gennem The Channon, hvor det månedlige marked var igang. Hele Coronation Park var fyldt med alternative sælgere. Der var hundrede små boder med alt muligt hjemmelavet. Batikfarvet tøj, planter, kunsthåndværk og hjemmesløjd, musik, garn, brød, bagværk, frugt, massage, organisk veggie-mad, et kig ind i fremtiden med tarot-kort, men også hoppepude og isbarer var der. Channon Craft Market er ”The original make it, bake it, or grow it market”.

De lokale kalder markedet for ”the mother of all markets”. Ingen tvivl, når vi taler anderledes og alternative markeder, så er det i førerfeltet. Alle hippiere og folk, som vil leve alternativt og ”close to earth” fra det nordlige New South Wales, fra kysten mellem Byron Bay til Yamba og indlands til Casino, havde fundet vej til The Channon markedet. Det var sjovt at opleve, og vi tog en tur gennem alle boderne.
I en af frugtboderne købte vi tolv passionsfrugter for to dollars. Efter at have browset rundt på markedet, og ungerne fik prøvet karusellen, og vi voksne fik os en velsmagende orgasmic Falafel, fortsatte vi de tyve kilometer snoede landevej og grusvej gennem tæt skov til Nimbin.
Jeg blev overrasket. Nimbin var 200 meter hovedgade med 50% tourisme og 50% alternativ levevis tilsat et gram Christania og lidt duft af pot/hamp/marijuana/cannibis. Indbyggerne var farverige. Gaderne var fyldt med farvestrålende psykadeliske facader og unge mennekser og unge, der var blevet en hel del ældre, men stadig havde deres Bob Marley-fletninger.
Nimbin var den første australske by, vi har besøgt, hvor mindesmærket over de faldne soldater fra Første Verdenskrig ikke var vedligeholdt. Nimbin var helt igennem anderledes. Det var alternativt australsk.

Lismore, Channon og Nimbin ligger i et område som kaldes for Rainbow Region og afspejler områdets magiske rigdom, ekstraordinære forskelligartethed blandt folk og indbyggernes trang til at leve i pagt med naturen. Det siges også, at australsk økoturisme begyndte her. Store dele af New South Wales’ bevarede skovområder ligger i området, og Lismores begyndelse hænger sammen med træindustrien.

Vi tog vores motorhome og fandt tilbage til de trygge omgivelser på en BIG4-campingsplads i Ballina ved kysten en times kørsel fra Nimbin. Utrolig så småkedelige vi var blevet, men hvor er det nemt og behageligt. Det var ferie.

Hele dagen havde vi jagtet en tid der var, men australierne er til retro og har været tro mod ABBA, siden de kom frem. Vi havde været ”on the road to the past”.
Fakta – Søndag den 8. juli
Oplevelser
: Lismore, Channon Craft Market, Nimbin.
Tip: Besøg markedet i The Channon. Holdes den 2. søndag i hver måned.
Rute: Big 4 Yamba – Pacific Highway # 1 - Woodburn – Lismore – The Channon – Nimbuin – Lismore – Highway # 44 – Ballina - Big4 Ballina.
Kørte kilometer: 212.
Overnatning: Big4 Ballina Lakeside Holiday Park, 25 Fenwick Drive, East Ballina. $39,15. WiFi og internetkiosk. Campingpladsen har gratis minigolf.
GPS koord. S28.868128 E153.584576
www.ballinalakeside.com.au

1 kommentar:

Margit Jensen sagde ...

Hej Arne.

Håber I har en dejlig tur. Jeg er lige kommet hjem fra min Aussie tur. Jeg har svømmet med hvalhajer!

Du skrev aldrig hvad du syntes om din indkøbte Vegemite!? :o)

Hilsen Margit MyPlanet