søndag, august 26

Rejsen til Australien – Den perfekte ferie

Australien var alt det, vi kunne ønske for en ferie. Vores familie på fire medlemmer fra 5 til 44 år stillede meget forskellige krav til juli måned 2007, der var vores sommerferiemåned.

Australien som rejsemål
Australien er verdens bedste rejseland. Denne blog "Rejser til Australien" handler om os, Australien, australierne, autocamper og motorhome, sommerferie og vores oplevelser Down Under.

Australien - 6 uger på rejse i landet Down Under
Efter at have besøgt Canada og USA 17 gange er jeg vild med at rejse i specielt Canada, og jeg følte en form for utroskab, da vi i familien tog beslutningen om, at årets sommerferie ikke skulle gå til Canada, Alaska eller det øvrige USA, men til Australien.

Så mange ture til landet ovenpå USA har gjort noget ved mig. Om Australien havde jeg følelsen: ”Er det så godt, som alle siger?”. Vurderet på vores tur Down Under, så er svaret enkelt. Australien er et helt unikt og perfekt rejseland for børnefamilier. Ja, for alle. Vi følte hele tiden, at Australien var indrettet kun for rejsende. Landet var klistret til med campingpladser, venlige mennesker og aussier, der bare ventede på at hjælpe os til gode oplevelser.
Det var en perfekt ferie.
Kænguru vi så på vores rejse til AustralienEn god ferie i Australien
Inden rejsen til Australien samlede vi følgende stikord til en god ferie: oplevelser, historie, baggrund, afslapning, vand, strand, camping, motorhome, museer, legepladser, flybilletter med en god rejserute, Koalahospitalet, Canberra, Great Barrier Reef, Fraser Island, Undara, Sydney og Cairns. Dertil at vi ikke ville køre for mange kilometer hver dag. Der skulle være tid nok. Vi ville ikke få noget ud af at stresse ungerne.

Hvad er en blog? Logbog eller dagbog?
En logbog er for mig noget, der hører havet og skibe til. Kaptajnen fører præcise optegnelser af vejr, vind, strøm, fart, rute og hvad der nu ellers kan være sjovt at vide.
En dagbog er daglige beskrivelser af store og små personlige oplevelser og betragtninger.
Er en weblog så en logbog eller en dagbog? Jeg kender ikke svaret, men kan det ikke også være lige meget. Jeg fører log over vores kørte kilometer, steder vi har boet, og hvad jeg ellers lige kan måle. Jeg skriver dagbog om, hvad jeg har oplevet, og hvad jeg synes om det. Så min blog må være en logdagbog.

Autocamper og motorhome i AustralienFerie i motorhome
Det er nu 3. år i streg, at vi holder ferie i motorhome. I 2005 og 2006 gik turen til det nordvestlige USA og det vestlige Canada og så i år til Australien. Vi er alle fire ret vilde med at holde ferie i motorhome. Det fungerer så godt for os som familie.

Motorhomeferie i Australien
Ferie i motorhome handler om frihed, uafhængighed og lyst.
Frihed til at lade nysgerrigheden styre dagen, ruten og tempoet.
Uafhængighed af køreplaner, andre rejsende, indtjekning på hoteller og udpakning af tasker hver dag. Ikke noget med at holde ungerne spærret inde på et hotelværelse. Sådan en dreng på fem og en pige på syv år har brug for noget plads til at løbe omkring. Og det er hver dag.
Lyst til bare at gøre, som det behagede os. Vi kunne bare stoppe ved en legeplads, en strand eller på en rasteplads for at få en kop kaffe, når vi havde lyst. Læg dertil det glade liv på campingpladserne og Australiens flotte natur, så bliver summen: ferie i motorhome. Hvad mere kan man ønske sig af en ferie? Ikke ret meget, hvis min familie og jeg skulle svare.

Er du på vej til Australien?
Eller drømmer du om at komme af sted? Så kom og hør en passioneret motorhometurist fortælle, hvor fantastisk det er at holde ferie i motorhome i Australien. Jeg fortæller også om Australien, australierne og de tre store ikoner. Kom til rejseforedrag. Det sker i Århus og København.
Vejen til Undara National Park, Australien
Australien, sommerferie, motorhome, familie, camping, oplevelser på østkysten, det er, hvad du kan læse om på denne blog. Skriv gerne en kommentar.

Velkommen til min blog og god fornøjelse.

Hilsen
Arne

9 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det lyder meget spændende, vi overvejer at rejse til Australien i sommerferien næste år. Vi er en familie med 2 børn på 11 og 14 år.
Jeg ville meget gerne høre dit foredrag, men bor i Vejle, og syns' der er lige langt nok til Kbh. for at høre det.
Tænker lidt på at det er koldt i syd Australien om sommeren :-( Men så render vi jo ikke ind i en volsom hedebølge ;-)

Mvh. Anette fra Vejle

Arne sagde ...

Kære Anette.
I min verden er ferie i motorhome det eneste rigtige når man rejser med specielt små børn.
Jeg holder foredrag i både København og Holstebro. Se mere på www.myplanet.dk.
I vores sommer kan det være køligt i specielt Melbourne-området. Canberra var det sydligste vi var. Byen ligger 517 meter over havet og temperaturen var under 5 grader, når vi stod op om morgenen. Sydney og nordpå og specielt Queensland er perfekt at besøge i vores sommer.
I skal være opmærksomme på, at Paven skal til Australien i juli 2008. Det betyder at mange katolikker fra Europa rejser Down Under i juli måned, så bestilt rejsen NU.
Hilsen og god tur
Arne

Anonym sagde ...

Tak for det gode råd, mht. Paven det anede jeg ikke, har det dog så stor betydning?
Vi har altid camperet med campingvogn siden ungerne var helt små, så det er det de er vandt til, nu er de så store at det ikke betyder så meget, men vi kan lide campinglivet og så er det nok også billigere end hotel, ved ikke om det samme gælder i Australien, tænkt i forhold til leje af alm.bil/autocamper?
Vi har lige tilmeldt dit foredrag i Holstebro, det ser vi meget frem til. Hvad betyder 100 km frem og tilbage, i forhold til sådan en ferie ;-)

Anonym sagde ...

Rart at finde god information fra erfarne rejsende.
Vi (2 voksne + 3 "børn", 18,16,11)skal til Australien næste sommer (juli 2008 i 4 uger) og vi går at overvejer om vi skal have et motorhome i en del af perioden.
Vi vil gerne have den frihed som det giver at have motorhome. Men friheden er jo stadig bestemt af hvor tæt campingpladserne ligger og hvad de koster pr. overnatning?
Vi planlægger at lande i Darwin og køre herfra. Vi skal rejse ud igen fra Cairns, så der er, efter hvad jeg kan se, en lang tur til Cainrs i et til tider ødet område. Er der tilstrækkelig antal campingpladser på denne rute? Kunne man overnatte på en rasteplads eller lignende uden fare for sig selv?
Vi har reserveret flybilletter til ca. 10.000 kr pr. voksen og 7.000 kr pr. barn. Er det ikke rimeligt?

Mvh Carsten fra Løkken

Anonym sagde ...

Hej

Ved fra din familie (min mand er ansat sammen med Kim i banken), at du også har rejst i Canada, hvor vi påtænker at rejse over med 2 børn (5 og 7 år) til sommer. Har du en lign. blog eller bog fra din rejse derovre?

På forhånd tak
Rikke

Arne sagde ...

Kære Rikke.

Jeg har skrevet blogs om flere af mine rejser. Også rejser til Canada. Du finder dem på www.rejsertil.blogspot.com

Jeg har også skrevet flere bøger om Canada.
En guidebog om de canadiske Rocky Mountains. "De Canadiske Rocky Mountains - Guide til Banff, Jasper og Yoho nationalparkerne" plus en bog med rejsebeskrivelser fra Canada: "Canadisk Potlatch - Oplevelser og historier fra kyst til kyst i Canada. Dertil kommer en guidebog om Alaska og Yukon.

Der er dog intet af ovenstående der ligner "Rejsen til Australien", hverken blog eller bog, 100%.

Hilsen
Arne

Anders sagde ...

Hejsa

God læsning. Min bedre halvdel og jeg boede down under i 12 måneder.
Der er super meget at se, og de er rigtig gode til turister. Vi har skrevet lidt om det på http://somenfjeder.blogspot.com

Mvh. Anders

jj88 sagde ...

Jeg tog til Australien i år, men havde desværre kun tid til et kort besøg, så jeg fik kun set Sydney. Det lyder dog somom Australien er et land som burde opleves på farten i et motorhjem :) Men i det mindste fik jeg fat i en flybillet til en god pris fra Expedia som sælger billige flybilletter til stort set hele verden.

Unknown sagde ...

Australien er et fantastisk land, ideen om at køre rundt i Spanien er fantastisk. Det vil jeg gerne prøve, fordi min passion er at køre.