onsdag, august 1

Charterferie i Cairns

Vel ankommet til Cairns gik der ren charterferie a la Tenerife i vores Australienstur. Vi tjekkede ind på den femstjernede Cairns Coconut Caravan Resort campingplads i den sydlige udkant af Cairns. Lige ved Bruce Highway. Pladsen er enhver børnefamilies og luksuscampists drøm. To tennisbaner, to bordtennisborde, TV rum, videorum, udendørsfilmaften tre gange om ugen, 18 hullers minigolf, udendørsskak, kæmpe eventyrlegeplads, to monsterstore hoppepudder, to swimmingpoolsområder, beach volley, badminton, spa, palmer, græs, gratis bus til centrum plus en masse andre ting, som jeg i overfloden af ”free bits” ikke kan huske. Ungerne elskede det. De lavede dagsprogrammer, for at vi kunne nå det hele. Flere gange. Mindst to gange hver dag skulle vi i poolen. Det er sådan, jeg foretiller mig, bamsebørneklubberne på Mallorca må være.
Rejser til Cairns, Queensland, Australien Velkommen til Coconut Caravan Resort i Cairns. I en nemo-golfvogn fik vi en introtur til campingpladsen.

Rejser til Cairns, Queensland, Australien
Rejser til Cairns, Queensland, Australien
Rejser til Cairns, Queensland, Australien
Campingpladsen har også de traditionelle ting. Udendørscampingkøkkener, vaksemaskiner, tørretumler, rene nye fine toiletbygninger med brusere, familiebadeværelser med karbad og brus, BBQ-grill forskellige steder på pladsen. Til campister har pladsen: Ensuite sites, hvor man kan få eget badeværelse, vaskemaskine og privat BBQ. Powered slab sites, hvor der er betongulv til forteltet, tæt ved toiletbygningerne, vand, el og afløb. Camp sites, hvor der ”bare” er græs, el og vand. Skal det ikke være camping, har campingpladsen også condos, luxury villas, deluxe villas, villas, holiday units, tropical ensuite cabins, ensuite cabins og standard cabins.
Rejser til Cairns, Queensland, Australien
Rejser til Cairns, Queensland, Australien
På grænsen af døden for en ferie
I fem uger havde jeg nu ført min familie rundt. Slæbt dem rundt. Først Singapore, Sydney og rundt i motorhome i Australien. Kilometer, der skulle køres hver dag. Nye steder, der skulle besøges, nye oplevelser, og hver aften en ny campingplads. Familien havde taget min rastløshed pænt. I mit feriehoved er stilstand lig døden for en ferie.

Jeg klarer det bare ikke. Jeg holder ikke ferie for at sidde ved en pool eller på et hotel. Der skal opleves noget. Hele tiden. Hver dag. Der skal flyttes grænser. Tre dage i Carins og jeg var ved at dø, men ungerne elskede det, så jeg måtte lide. Efter fem uger på vejen fair nok. Det var en familieferie. De to små på nu fem og syv år havde tager det pænt. Der havde kun være lidt brok og surhed. Men helt klart indenfor de acceptable grænser. Børnene havde haft en lige så god sommerferie, hvis vi var taget til Ry Camping og vejret i Danmark ellers havde leget med.

Min hud var lettere opløst og duftede konstant af klor. Jeg ville snart lide druknedøden af kedsomhed i en af to swimmingspools. Det var dejligt at være sammen med ungerne, og vi hyggede os. Men ærligt. Gab, hvor jeg kedede mig. Tre dage. 72 timer. 4.320 minutter. Jeg blev som en løve i bur. Selv ikke en daglig dosis af de gule XXXX Gold Lager kunne skjule det. Min hustru så det straks, så vi krydrede dagene med nogle korte ture ind til byen.
Rejser til Cairns, Queensland, Australien
Muddys Playground i Cairns.

En tur til Muddys Playground. Den største og mest veludstyrede legeplads jeg har set indefor grænserne af Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, England, Østrig, Spanien, Italien, Canada, USA og Australien. Et kæmpe hoppeloppeland under åben himmel. Bare lige til at bruge. Flot af Cairns by.

En tur til centrum og Esplanaden. Vi cruisede rundt i vores motorhome ad Wharf Street, The Esplanade, Abbott Street, Lake Street og Grafton Street. Gik tur ved det dejlige havneområde og den blå lagune.

En tur til Cairns Central Shopping Centre lige ved jernbanestationen. Et indkøbscenter a la USA. ”I love to be in America – I love to be in an American shopping mall.” Jeg elsker amerikanske indkøbscentre. Deres food courts, restaurant fast food områder, hvor det er muligt at få alt. Som sendt fra himlen. Sådan en food court var der i Cairns Central Shopping Centre. Der var Boost Juice, Bucking Bull, Curry D’Lites, Donut King, Fuji Homestyle, Golden Wok, Healthy Habits, KFC, McDonald’s, Muffin Break, Noddle Box, Oz Kebab, Pop & Go, Red Rooster, Subway og Surf’n’ Thai. Hele verdens kulinariske oplevelser samlet på et sted. I love it.

Børnene var loyale mod McDonald’s, min hustru mod indisk mad. Jeg gik efter Golden Wok. For 9,80$ fik jeg et fad med noodles og ”four items”. Jeg valgte Honey Chicken, Potato Chicken, stir-fried veggies plus chicken og cashew nuts.

Efter tre nætter og to hele dage på campingpladsen var ferien i motorhomet ved vejs ende. Vi skulle gennem den lidt kedelig del. Pakke sammen. Bringe motorhomet tilbage til den stand, vi fik det i. Altid en trist tid den sidste aften i et motorhome. Men sådan må en god ferie i motorhome jo ende. V havde stadig fire dage på Cairns Colonial Club Resort at glæde os til, inden det gik tilbage til det regnfulde Danmark.

Cairns, tjaaa...
Byen har 125.000 indbyggere, et dejligt klima i den australske vinter plus den letteste og bedste adgang til Great Barrier Reef. Der er ingen strande ved Cairns, da byen ligger ved en mangrove. Cairns har de seneste 15 år undergået en forvandling fra at være et backpackerparadis for den vestlige verdens unge til et asiatisk rigmandsparadis. Bettina besøgte byen for både 10 og 15 år siden og kunne knap genkende den.

Turisterne vi observerede var et miks af 1/3 rige asiatere, som gik efter Louis Vuitton-butikker, og 1/3 europæiske rygsæksrejsende, som gik efter det billigste tilbud og 1/3 familier med børn. Byen er et godt sted for en familie. Der er mange tilbud og muligheder for børnene. Selvom der er mange turister i Cairns, giver byen indtryk af at være en rigtig by med folk, der bor og arbejder. Med træklædte bjerge i baghaven, grøn, frodig, med palmer alle steder og tæt ved revet. Det var et meget positivt førstehåndsindtryk af Cairns.

Fakta – Søndag den 29. juli, mandag den 30. juli og tirsdag den 31. juli
Oplevelser: Cairns, The Esplanade, swimmingspools, Muddys Playground, Cairns Central Shopping Centre.
Tip: Køb dykkerbriller, snorkel og wetsuittop allerede den første dag i Australien.Rute: Cairns.
Kørte kilometer: 20+19.
Overnatning: Big4 Cairns Coconut Caravan Resort, Anderson Road, Cairns. 45$ for en overnatning. Alle aktiviteter på nær leje af cykler var gratis. 2 timer / 50 mb fri internet pr. dag.
GPS koord. S16.968529 E145.743915
www.coconut.com.au

3 kommentarer:

jørgen larsen sagde ...

hej til jer alle.
I ønskes en rigtig god tur hjemover, vi glæder os til at høre mere om jeres tur down under. I holder vel et foredrag i venskabsforeningen på et tidspunkt, så pøj, pøj, for nu og tak for en glimrende rejsebeskrivelse.

Anonym sagde ...

Vi har vært i Australia med Myplanet nesten samtidig med dere, men returnerte 22. juli og vi lengter tilbake. Ikke en dag har gått uten at jeg måtte lese din reisebeskrivelse. Et tips når du er i Cairns. Prøv restauranten Raw Prawns på Esplanade. De er dyktige på mat og behandler barn med glede. Din dagbok har gledet oss.

Arne sagde ...

Hej Jørgen.

Om det bliver til traditionelle foredrag er jeg ikke sikker på, men jeg holder i hvert fald nogle ”minimøder”, hvor interesserede kan høre om vores erfaringer med at køre i motorhome i Australien. Minimøder er om et meget specifikt emne, det foregår på vores kontorer, der er max plads til 30 personer, og det foregår i dialog med tilhørerne. Når møderne er klar, vil de blive omtalt her på siden, på www.myplanet.dk og i MyPlanets e-NyhedsBrev.

Hilsen
Arne