Byen på toppen af regnskoven
Tog, jernbane, regnskov, vandfald, marked, svævebane og aboriginere. Vi var på tur med Down Under Tours, hvor vi kørte med tog, så regnskoven, oplevede markedet i Kuranda, svævede over regnskoven og så Tjapukai-folket danse og fortælle om deres kultur.
En bus fra Down Under Tours hentede os kl. 07.50 på vores hotel, Cairns Colonial Club, og vi blev kørt til Freshwater Station i udkanten af Cairns. Den første af dagens lange række af oplevelser begyndte med den originale Kuranda Scenic Railway. En spektakulær rejse der kombinerede uovertrufne billeder af den tætte regnskov, kløfter og vandfald. Altsammen indenfor Barron Gorge National Park. Vi kørte fra Freshwater Station kl. 08.45 og var fremme i Kuranda kl. 10.10. Vi var steget til 334 meter over havet. Vi var kommet gennem 15 tunneller, over den gigantiske bro ved Stoney Creek Falls, havde stoppet ved Barron-vandfaldene og var kommet op til Kuranda. Byen i regnskoven.


Halvvejs oppe af bjerget var der i 1973 dramatik på jernbanen. Maskerede røvere overfaldt et tog, som kørte med lønninger til Tablelands. Røverne er aldrig blevet fanget. I dag bruges toget kun af turister, og Kuranda Scenic Railway er en af verdens store eventyrlige jernbanerejser.
Kuranda
Kuranda ligger ved breden af Barron-floden. Mellem 10.00 og 16.00 er byen fyldt med endags-turister, der lige kommer forbi på en dagstur. Tilbage i 1960’erne og 70’erne, da prisen for hus og land var billig, var Kuranda et tilløbsstyke for folk, som søgte en alternativ livsstil og ønskede at leve et smukt sted omgivet af regnskov. Det var med til at skabe det oprindelige marked i 1978, som har været med til at skabe Kurandas berømmelse.
Kl. 13.00 var vi tilbage ved The Skyrail og Kuranda-terminalen, som ligger nabo til Kuranda jernbanestation. 36 tårne holder kablerne oppe. Hver 40. sekund kom der en gondol. Vi gik ombord i vogn 53. En 1,5 x 1,5 x 2,0 meter glasboks, som førte os ned ad bjerget. Vi kom af sted, og med det samme hang vi 100 meter over Barron-floden. Mine hænder svedte, og mit hjerte bankede en hel del hurtigere, da jeg kiggede ned.
Jeg har aldrig haft det godt med svævebaner og højder. Jeg begyndte at overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. Svævebanen var sikker. Mine ben mente det anderledes og begyndte at spænde. Sjovt som hjernen ikke kan overbevise kroppen om det sikre i svævebanen og det at hænge mange meter over jorden og få meter over toppen af regnskoven. Otte tårne og fem minutter senere var jeg reddet. Vi stod vi af ved Barron Falls Station.
Første stop på turen med svævebanen. Vi gik ind det lille, men meget informative og veludførte ”Rainforest Interpretive Centre”. Ved computerskærme kunne vi se regnskovens dyr dag og nat og høre deres lyde. Herefter gik den korte tur ud til udsigtspunktet mod Barron-floden, kløften og vandfaldet. Så¨var det tilbage i gondolen og med dirrende hænder og bankende hjerte videre.
Næste stop var ved tårn 13-14 ved Red Peak Station. 175 meter gangbro førte os gennem tæt regnskov. Ved stien var der forklaringstavler med information om regnskoven. Der var også guidede ture med en park ranger. Vi havde en aftale og kunne ikke vente på den næste tur.
Tjapukai Aboriginal Cultural Park
Tilbage i gondolen tog vi det sidste stykke ned til Caravonica-terminalen og fik fast grund under fødderne igen. Dejligt. Klokken var da 14.15, og vi havde et danseshow i Tjapukai Aboriginal Cultural Park, vi skulle nå. Tjapukai er nabo til svævebanen, så det tog kun få minutter at gå derover.
Det næste handlede om boomerang og spyd. Her skulle vi, publikum, prøve at kaste med boomerang og med kastespyd. Her kunne jeg så få lov til at blamere mig med mine meget dårlige evner til at kaste med boomerang og spyd. Jeg ville aldrig få dræbt et dyr i den australske bush, hvis jeg skulle bruge de våben. Jeg ville forblive vegetar. Efter denne lektion kom vi tilbage til det informative i ”The Creation Theatre”, hvor de spirituelle opfattelser hos Tjapukai-folket blev portræteret.
Hele dagen var perfekt planlagt, og turen var kørt efter en stram og meget effektiv tidsplan, som gav os lige den tid, vi skulle bruge til de forskellige oplevelser. Fyldt med mange gode indtryk og informationer gik vi ud til bussen fra Down Under Tours, som hentede os kl.16.40 udenfor Tjapukai Aboriginal Cultural Park og kørte os tilbage til Cairns Colonial Club. Det var enden på en lang og god dag i Cairns.
Fakta – Torsdag den 2. august
Oplevelser: Kuranda Scenic Railway, Kuranda, The Skyrail, Tjapukai.
Tip: Børnene kunne godt have brugt lidt mere tid til ”ingenting” mellem de forskellige oplevelser.
Rute: Cairns Colonial Club – Freshwater Station - Kuranda Scenic Railway – Kuranda – The Skyrail – Tjapukai – Cairns Colonial Club.
Overnatning: Cairns Colonial Club, 18-26 Cannon Street, Cairns.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar