mandag, maj 7

Hjælp. Hvad skal vi opleve i Australien?

OK. Så fik min familie og jeg visum til Australien. Blot en formalitet, men nu var den på plads. De seneste uger var gået med at læse rejsebeskrivelser, surfe på nettet og med overvejelser om, hvad vi skulle opleve. I 2006 oplevede jeg de australske højdepunkter = ikoner. Min hustru har studeret i Australien og tre gange rejst gennem landet.

Vi er fire – to voksne og to børn (4 og 6 år) som skulle af sted. Vi har fra de seneste to år nogle meget gode erfaringer med ferie i motorhome, så det kunne godt blive vores måde at komme rundt i Australien, ligesom Sydney indgår i vores overvejelser. Skulle vi gøre stop i Bangkok, Singapore eller Hong Kong?

Vi havde selv et hav af ideer. Mine gode kollegaer i MyPlanet, Danmarks største ekspert, når det gælder rejser til Australien, kom hele tiden med nogle super forslag, men vi kunne godt tænke os at få nogle ideer fra personer, som ikke til dagligt ”sælger” Australien. Så hjælp os. Hvad skal vi opleve? Kom i kommentarfeltet med nogle forslag til vores rejse til Australien i juli måned.

På forhånd tak.
Arne + familie

På YouTube fandt jeg fra PleaseTakeMeToAustralia denne video på 2:55 min.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Vi var i Australien første gang i 1998 og var bl.a. i Alice Spring, hvorfra vi var på en campingsafari til Uluru og området deromkring. Vi boede å 3 forskellige campingpladser, og det var en enestående oplevelse at sove under åben himmel i en swagbag. Og det på trods af en udpræget araknafobi. Kan varmt anbefales.
Ligeledes turen i 2000 med 4WD med Pinnacles Tours fra Perth til, Monkey Mia, Shark Bay og andet. Vi boede bl.a. på farme i fåreklippernes kvarterer langt fra alting - det var en enestående oplevelse at bo så primitivt langt ude i ingenting. Sikke nogle solopgange/solnedgange og sikke en nattehimmel og maden over åben ild var himmelsk.
Vi har været i Australien ialt 4 gange og har boet både primitivt og i yderste luksus, men de to ovenstående oplevelser står som noget særligt for os.
Mvh
Lilli og Ole

Anonym sagde ...

Jeg har været i Australien 2 x 3 måneder og har været stort set hele landet rundt.
Jeg vil anbefale Tasmanien og Vestkysten, først og fremmest fordi der er langt færre turister end på østkysten og ved Alice Springs.
Der vil være lidt køligt på Tasmanien i juli, men til gengæld kan I nyde synes af de snebeklædte bjerge. Det gamle fængsel ved Port Arthur er noget af det der virkelig gjorde indtryk på mig.
Vestkysten har masser af seværdigheder og man har jo den smukke solnedgang over havet hver aften, og Ningaloo Reef er ganske fortrinligt, hvis man er til dykker eller snorkle ture.
Sydney er et must-see, hvis I endnu ikke har været der.
Jeg har selv taget stop-over i Bangkok og vil egentlig ikke anbefale det, med mindre planerne er, at tage ud af byen! Skulle turen alligevel gå til Bangkok, vær så opmærksom på at langt de fleste taxa-chauffører eller tuk-tuk førere, har aftaler med diverse sælgere, og turen går sjældent direkte fra A til B, for chaufføren skal altid lige stoppe efter et eller andet, som tilfældigvis kan passe med, at du lige kan gå ind til skrædderen og få syet en kjole imens!
Jeg håber i får en fantastisk tur down under. Det er jo et fantastisk land.

Med Venlig Hilsen
Charlotte

Anonym sagde ...

Jeg har sammenlagt tilbragt næsten 1 år i Australien af 2 omgange i 2000 og 2001. Udover de gode forslag, som der allerede er kommet, vil jeg foreslå følgende.
En 3-4 dages sejltur ved The Whitsunday Islands på østkysten er simpelthen som paradis. Det hele er en fryd for øjet.
Også en 3-4 dage på sandøen Fraiser Island, ligeledes på østkysten, er en sjov oplevelse. Det kan gøres på den primitive måde med telt og i 4WD, eller man kan vælge hotel og bus. Jeg har kun prøvet det første, og jeg tror helt klart også, at det er det sjoveste. Måske det kan være lidt svært med helt små børn i 4WD, da kørslen ofte er noget voldsom, og det gælder om at holde godt fast.
Kakadu National Park i Northern Territory er også en dejlig oplevelse med vandfald og et rigt dyreliv.
Juli er et godt tidspunkt at besøge disse nordlige egne, da der er mindst regn og ikke så varmt, som på andre tidspunkter.
Håber I får en rigtig god tur. Jeg skal helt sikkert selv til Australien igen en dag.

Mange hilsner
Louise