mandag, juli 9

De syge koalaer

Australien har to dyr, som vi alle kender og hele tiden har lyst til at kramme. Kænguruen og koalaen. Begge er australske ikoner. En af de anbefalinger, jeg havde fået med hjemmefra, var fra min gode kollega Rikke. Hun havde sagt, at vi ikke måtte køre forbi Port Macquarie uden at besøge ”The Koala Hospital”. Jeg ville ikke skuffe Rikke eller børnene, så vi stoppede ved Koala-hospitalet bag Roto House på Lord Street.
Det hele begyndte i 1973 med en dame med kærlighed for de små ”bamser”. I eget hjem tog hun sig af koalaer, som var kommet til skade. I dag er der mange frivillige, som hjælper til med at passe, undersøge og behandler koalaerne. De hyppigste årsager til, at behandling er nødvendig, er koalaer, som er påkørte af biler, men også dyr, som er kommet til skade ved skovbrande, bliver behandlet for deres brandsår og kan forhåbentligt komme tilbage i naturen. Det lille specialiserede dyrehospital behandler hvert år cirka 200 koalaer.

Koalaerne får navne efter, hvor de er fundet. Efter endt behandling forsøger hospitalet at få dyrene tilbage i naturen. Enkelte dyr kan dog være for hårdt sårede til, at de igen kan slippes fri. Ligesom dyr, som er sendt ud i skoven igen, vender tilbage. I et eukalyptostræ lige uden for hospitalet så vi en tidligere patient. Han må have været meget glad for behandlingen, for han er vendt tilbage.
www.koalahospital.org.au
Vi besøgte hospitalet klokken 15.00, hvor koalaerne bliver håndfodret med mælk. ”Passerne” bruger små injektionsprøjter til at fodre dyrene med, og det ser ud til, at koalaerne kan lide maden. Hele tiden brugte dyrene deres skarpe forpoter for at få fat i sprøjten. Det var en kamp for personalet at holde sig fri og ikke få flænger af de skarpe klør. Der var en form for guidet tur gennem hospitalet, hvor en fra personalet fortalte om stedet og dets formål.

Koalaerne er ikke truede, men der bliver færre og færre. Selvom der findes rigtig mange eukalyptostræer, så er de små bamser meget kræsne. Det er kun bladene fra nogle få slags træer, som de vil spise. Deres leveområder bliver mindre. Byer, veje, industri, i det hele taget mennesker begrænser koalaernes habitater. Ifølge Australian Koala Foundation er der færre end 100.000 koalaer.
Solnedgang ved Port Macquarie.

Fakta – Onsdag den 4. juli
Oplevelser: Koala Hospital i Port Macquaire.
Tip: Brug fem minutter på at besøge Roto House ved siden af Koala hospitalet.
Rute: Karuah Jetty – Pacific Highway #1 – Port Macquarie – Sundowner Breakwall.
Kørte kilometer: 201.
Overnatning: Big4 Sundowner Breakwall Tourist Park, 1 Munster Street, Port Macquaire. 40,50$. Der var gratis trådløs internet på campingpladsen.
GPS koord. S31.427576 E152.912393
www.sundowner.net.au

Ingen kommentarer: