tirsdag, juli 24

Sukker og Cape Hillsborough

Jeg gik morgentur ved Carmila Beach. Klokken 6.43 kom solen over de lave træer og ramte vores motorhome. På stranden havde den varmet i en halv time, så jeg gik en morgentur. En lille dreng legede alene i sandet, og langt ude kunne jeg se en dame lufte sine to hunde. Kookaburraen (Latterfuglen) grinede sin karakteristiske dybe latter. En dreng, en dame, to hunde, kookaburraen og jeg var de eneste på stranden. Det var dejligt og godt for min sjæl. Jeg fandt en ro, som jeg ikke har følt, siden vi forlod Danmark. Efter næsten en måned var jeg kommet i ferietempo.

Sarina Sugar Shed
Vi forlod Carmila og kørte videre nordpå. I Sarina ligger Australiens næststørste sukkermølle. Hele byen duftede af sukker og penge. Det var som at stikke hovedet ind i en tom flaske mangorom, sådan var luften over byen. Vi stoppede ved Sarina Sugar Shed, en miniature sukkermølle, for at få en bedre forståelse af sukkerprocessen og betydningen for Queensland. Vores guide Robin fortalte en masse om sukkerrør, høsten og produktionen af sukker.
Hovedparten af baglandet ved kysten mellem Brisbane og Cairns, 2.000 kilometer, bruges til at dyrke sukkerrør. Queenslands sukkerfarme producerer 94% af Australiens sukker og 98% af Australiens sukkereksport. Sukkerrørene plantes i rækker med 1,5 meter imellem. Rørene kan blive op til tre meter høje og gror i 10 til 18 måneder. De høstes mellem juni og december, når sukkerindholdet er højest. Der skal bruges syv tons sukkerrør til et tons sukker. Sodavands- og slikfabrikanter er de største aftagere af australsk sukker.

Mackay
Fra Sarina gik det til Mackay. Igen en by med gamle huse og palmer i gaderne. Den kunne til forveksling ligne Bundaberg og nogle af de andre steder, vi har været i de senere dage, men havde glemt navnene på. Vi stoppede og gik en tur rundt i centrum om River Street, Victoria Street og Sydney Street.

Tid for støvler og hat
I Mackay faldt vi over P. Comino & Sons på 14-16 Sydney Street i hjertet af byen. Butikken var startet i 1932, og det så ikke ud som om, der var sket noget siden med hensyn til udsmykningen. Vi kom ind i et stort rum, hvor væggene var dækket af gulv til luft hylder med R.M.Williams og Blundstone støvler, Akruba-hatte, Driza-Bone ”dusør”jakker, arbejdstøj, både jakker og bukser, knive og andet udstyr til det arbejdende folk.

En unik gammeldags indkøbsoplevelse. Fire damer, ja damer i den voksne alder, stod i butikken og ekspederede kunderne. Jeg følte på intet tidspunkt, at de forsøgte at oversælge. De var 100% trovædige. De kunne sælge mig hvad som helst. Så jeg købte støvler og en hat. R.M.Williams arbejdsstøvler af mærket Kelly til 250$, opkaldt efter den australske Robin Hood figur, Ned Kelly. Ligeledes forelskede jeg mig i en klassisk udseende Akruba hat lavet af kaninuld. Jeg kunne ligeså godt købe den nu frem for i lufthavnen i Cairns. Der vil de sikkert have mere end 110$ for den.

Krokodiller
Queensland foretog den 17. april i år en optælling af krokodiller langs østkysten. I over 100 vandløb talte man antallet af spottede krokodiller. I Pioneer River, der løber gennem MacKay, blev der set 15 krokodiller. De officielle myndigheder i byen var stolte over, at krokodiller også er en del af det centrale Queenslands kyst. Vi var nok nogle, som godt kunne undvære dem i vores baghave.
Cape Hillsborough National Park
Vi tjekkede ind på Cape Hillsborough Nature Resort. Pladsen så fyldt ud. Godt vi havde bestilt plads i forvejen. Vi fik plads 83 i det fjerneste hjørne af pladsen, lige ned til stranden. Lige så snart jeg slukkede for dieselmotoren, kunne vi høre havet.

På pladsen overfor, i deres campingvogn, lå Brian og Anette fra Rainbow Beach, nede ved Fraser Island. Et par som i en moden alder havde fundet sammen. Han var 69 år og hun lidt yngre. De var netop begyndt på deres store Australiens rundtur. Havde købt en campingvorgn til 28.000$, spændt den efter deres Toyota 4x4. De havde været på landevejen i fem dage, og målet var at være i Sydney til november, men først skulle de lige forbi Cairns, Darwin, Broome og Perth.

Brian havde været pensioneret i ti år, og Anette havde netop trukket sig tilbage. Begge havde været gift tidligere og havde børn. Et herligt par som vi sad omkring bålet med. Brian havde en søn som var operasanger i Syndey. Han fik også forklaret mig om Australian Rules og AFL, så jeg fik styr på reglerne i australsk fodbold. Både Brian og Anette var også meget interesseret i at høre om, hvordan Mary klarer sig i Danmark.
Mens vi sad ved bålet, og delte nogle XXXX-øl, kunne vi høre puslen i træet over os. Med lommelygterne ”fangede” vi forstyreren. Det var en possum. På jorden ved siden af os løb de nataktive fugle rundt. Vi ”fangede” i lyset en Stone Bush Curlew. En lille tranelignende fugl som med sine naturfarver kunne være meget svær at få øje på. Den bevægede sig hurtigt og stod så helt stille og orienterede sig for så igen at løbe hurtigt.
Cape Hillsborough Nature Resort var ikke en BIG4, men alligevel den hyggeligste campingplads vi havde boet på. Det eneste, der var lidt skræmmende, fandt vi i fotoalbummet i den lille restaurant, der lå sammen med campingpladsen. En fotoserie på tyve billeder, som fortalte en hel dyrehistorie, og som jeg vil anbefale andre lige at se, inden de tjekker ind på pladsen!

Fakta – Fredag den 20. juli
Oplevelser: Sugar Cane Shed i Sarina, Cape Hillsborough National Park.
Tip: Tænd bålet og få en snak med australierne.
Rute: Carmila Beach – Carmila – Bruce Highway #1 – Mackay – Bruce Highway #1 – Cape Hillsborough.
Kørte kilometer: 266.
Overnatning: Cape Hillsborough Nature Resort. 37$ for en nat. Internetkiosk. 10$ for en time.
GPS koord. S20.925924 E149.050815

Ingen kommentarer: