torsdag, juli 12

Surfers Paradise - Endnu en dag på stranden

En bro over landevejen. ”Welcome to Queensland” stod der på skiltet på broen. Vi var nu i Australiens nordøstligste delstat, Queensland. Her begynder ”The Gold Coast”. 35 kilometer med nogle af de bedste strand og nogle OK bølger for surfere. Guldkysten ligger som et langt bælte klistet til havet og suger folk ud til kysten.
Fra øst var der Stillehavet, stranden, en strandpromonade, en vej, et højhus, så Gold Coast Highway #2, nogle butikker og lidt bagland med nogle enkelte veje og huse og så ellers den australske outback. Det var vores fornemmelse af Guldkysten.

Det er ved vandet, at australierne lever. Specielt i denne del af landet. Australien har 26.000 kilometer kystlinje (Danmark har 7.300 km) og mere end 7.000 strande. Der er strande overalt. At være ved havet er en medfødt ret for australierne. Havet virker som en stor magnet på dem, og 85% procent af Australiens indbyggere bor mindre end en time fra havet.

I Surfers Paradise fandt vi en parkeingsplads til vores motorhome i Laycock Street, kun 100 meter fra stranden og havet. Og kun tre gader fra Cavill Avenue, gågade og hovedstrøget i Surfers. Park & Pay - $1.70 pr. time kostede det at parkere.
Vi gik ned på stranden. Af med vores Crocs plastictræsko. Borede fødderne ned i det finkornede sand. Ungere løb med det samme ud i vandkanten og legede.
I 1964 fik den lokale igangsætter Bernie Elsey ideen til ”Meter Maids”. Kønne unge piger i bikinier, sommetider på rulleskøjter, som fodrede byens parkeringsmetre, og det tiltrak turister. Siden er det kun gået fremefter for Surfers Paradise.Surfers Paradise er som South Beach Miami uden Art Deco-huse sendt Down Under.
Byens popularitet i dag skyldes ikke mere surferne. Der er bedre surferstrande længere sydpå. Nattelivet, shopping og det faktum at der kun er kort afstand til Australien største menneskeskabte temaparker trækker mange mennesker til Surfers Paradise.
Livreddere, rød-gule flag, hvor de holder øje med svømmerene, bølger, sand, kilometer efter kilometer af de fineste strande. Der var vores indtryk af Surfers Paradise.
Fakta – Tirsdag den 10. juli
Oplevelser: Surfers Paradise.
Rute: Big4 Hastings Point – Surfers Paradise – Big4 Treasure Island.
Kørte kilometer: 57.
Overnatning: Big4 Treasure Island, 117 Brisbane Road, Biggera Waters, Gold Coast Hwy. 43,30$. Trådløs netværk. 10$ for to timer.
GPS koord. S27.934413 E153.393624

Ingen kommentarer: