fredag, august 3

Brug og aflevering af vores Maui motorhome

Efter en dejlig måned i vores midlertidige hjem, var det tid for at aflevere vores Maui Spirit 4. Vi havde valgt envejsleje og hentet motorhomet i Sydney den 1. juli og afleverede det i Cairns den 1. august.

Der var lige nogle ting, vi ved afleveringen skulle være opmærksomme på
Motorhomet skulle afleveres senest kl. 15.30.
Dieseltanken skulle være fuld.
Gasflasken skulle være fyldt, og der skulle være lukket for gassen.
Der skulle være fyldt frisk vand på vandtanken.
Spildevand skulle være tømt.
Det kemiske toilet skulle være tømt og renset.
Køleskabet skulle være slukket.
Indvendigt skulle motorhomet tørres over.

Ikke noget, der ikke kunne klares. Det tager lige lidt tid, og der går en halv dag med det praktiske. Det værste var at skulle fylde vores rejsetasker og tænke på, at vi snart skulle hjem.

Vores brug af motorhomet
Vi valgte med det samme kun at bruge det kemiske toilet som et nød- eller nattoilet. Ligesom vi ikke brugte bruseren i vognen. Det tager cirka 30 minutter at varme vand til et brusebad. Vi boede de fleste nætter på campingpladser med meget fine faciliteter, så det var bedre og nemmere både at bruge toiletterne der og tage brusebad.

Cirka hver anden dag spiste vi frokost ude. Fordi det havde vi lyst til, eller fordi vi var på en tur. De øvrige måltider lavede vi i vognen eller på BBQ-grill på campingpladserne. Da vi næsten altid havde el på campingpladserne, brugte vi el-kedlen til opvarmning af vand til opvasken og sparede på gassen. Det var også både hurtigere og nemmere. På en måned nåede vi ikke at tømme den 9 liters gasflaske.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Arne samt familie
Tusind tak for jeres meget spændende dagbog. Vi har fulgt jeres rejse med stor interesse, idet vi selv skal afsted 28 dec. i 3 mdr. til dette spændende land. Vi har printet dagbogen, og tager den med på vores ferie i næste uge, så vi kan læse den endnu engang. Vi har allerede fået flere idéer fra jer, til vores tur. Vi rejser også med My Planet, og glæder os til at stifte bekendtskabet med dem.
Venlig hilsen
Birthe og Carsten Duelund

Anonym sagde ...

Hej Arne og familie

Vi havde en skøn tur med Myplanet i april/maj til Australien, vi havde en skøn tur og får virkelig lyst til at rejse afsted igen.

vi vil gerne sige tak for hjælpen fra Myplanet, vi har intet at klage over.

Se evt. vores egen hjemmeside, som vi skrev til undervejs på turen

www.innox.dk

Venligst Brian og Karina, odense

Anonym sagde ...

Hej familien Naamansen.

1000 tak for en super spændende rejsebeskrivelse fra jeres rejse til Australien. Vi har fundet masser af god inspiration og super tips. Vores familien består af fem personer i alderen 3 - 42. I 2000 var vi også i Australien (Brisbane til Cairns) og tager afsted igen d. 16. nov - denne gang til Western Australia.

For at give lidt tilbage til "cyberspace" har vi også lavet en blog, som andre måske kan få glæde af. www.familienflemmer.blogspot.com - her ligger vores første rejsebeskrivelse og den næste vil også ligge her.

Venlig hilsen - Heidi Flemmer

Arne sagde ...

Kære Heidi.
Det glæder mig at vores familieblog har kunne være med til at inspirere jer.
Super at I også vil skrive blog. Det er en god og nem måde at give "noget" tilbage til nettet.
God tur i november/december.
Hilsen
Arne