torsdag, juni 28

Den første sightseeing i Sydney

Næsten udhvilede vågnede vi over middag klar til at erobre Sydney. Nu skulle vi opleve byen. Først skulle vi dog lige vaske rejsestøvet af os. En time senere forlod vi The Cambridge Inn til fods. Ud på Riley Street, til højre op til Crown Street som vi fulgte ned til nummer 121, Hard Rock Cafe. Her skulle vi have mad. Vores morgenmad kl. 14.30 bestod af veggieburger, en klassik HRC burger med ost og hotdogs til børnene.

Med en solid bund gik vi gennem Cook Park, Hyde Park og ned ad Macquarie Street. På begge sider af gaden kunne vi se britiske kolonibygninger. På højre hånd havde vi først Hyde Park Barracks Museum bygget i 1819 for at huse mandlige ”convicts”, derefter The Mint, Sydney Hospital og Parliament House. På modsatte side af vejen var der British Medical Association (#135) med ridderfigurer og koalaer som pynt og Treasury Building fra 1851, i dag Hotel Intercontinental.
Lige inden vi nåede Sydney Opera House, kom vi i den botaniske have forbi Government House fra 1850’erne.

Vi sluttede af ved operahuset og med et børnestop i Cafe Mozart indenfor i Utzons operahus. Børnepause betød Nintendo, varm chokolade og mulighed for lidt voksensnak.
Vi bemærkede med det samme, at interiøret i Sydney Opera House stod i skærende kontrast til det fantastisk ydre, et arkitektonisk mesterværk og et australsk ikon – måske nok det største. Adgangsområderne, billetområdet og cafeområdet stod ikke tilbage for en nedslidt, trist tyskerbunker på den jyske vestkyst. Beton kan være smukt, men her var der lavt til loftet, og jeg blev med det samme klaustrofobisk. Længere ind i vidunderhuset end Cafe Mozart nåede vi ikke. Væggene kom nærmere, trykket blev for stort, og jeg måtte ud. Vi drak den sidste chokolade og fik slukket for spillene. Jeg måtte ud under den åbne himmel. Det var i mellemtiden blevet mørkt. Klokken var 18:00, og vi besluttede at tage en taxi tilbage til hotellet.
To minutters gang fra hotellet, lige på hjørnet af Riley og Oxford, var der et lille supermarked. Vi handlede i Duffey Brother’s supermarked og tog en in-room dinner foran TV’et. Børnene havde klaret den første dag i Sydney ganske flot.

På TV hørte vi de nyeste tal fra Australien
Australiens befolkning havde lige ramt 21 mio. Det seneste år har der været et babyboom. 266.000 australiere kom til verden i 2006, men som lederen af det statistiske kontor udtalte: ”Vi er et stort land og der er stadig plads til en forøgelse af befolkningen.”

Australien har færre bryllupper og flere skilsmisser, ligesom flere vælger at leve alene eller bo med forældrene, til de er godt oppe i tyverne. Til gengæld tjener australierne mere, og mændene hjælper mere til i husholdningen. Der er blevet flere budister og muslimer og flere går i private skoler. Det var ugens tal fra Australien.

Fakta – Onsdag den 27. juni fra kl. 13.00
Oplevelser: Cook Park, Hyde Park, Macquarie Street, Sydney Opera House.
Overnatning: The Cambridge Inn, 212 Riley Street, Sydney. GPS koord. S33.88033 E151.214136

Ingen kommentarer: