Kingfisher Bay Resort, Fraser Island
Vi havde i sidste øjeblik hjemmefra valgt at forkæle os selv lidt. Bare en smule og havde gennem MyPlanet bestilt et 3-dages ophold på et resort. Det kunne ikke blive på en af øerne på Great Barrier Reef ved Cairns, hvor vores rejse skulle slutte. Det skulle være en pause i vores månedslange campingferie, så måtte det være Fraser Island. Lidt luksus på halvvejen.
På vestsiden af Fraser Island, ind mod fastlandet og kun 45 minutters sejltur fra Hervey Bay, ligger Kingfisher Bay Resort. Resortet har vundet flere priser for deres økoturisme – turisme der tager mest muligt hensyn til naturen. Smukt bygget ind mellem træerne ligger hovedkomplekset med to swimmingpools og flere restauranter. Ved siden af til højre ligger 152 hotelværelser i to fløje i to etager og til venstre 100 lejligheder med køkken. Bygget i træ og holdt i naturfarver falder bygningerne i med omgivelserne, og vi fornemmede slet ikke de mange værelser. Resortet er bygget efter krævende miljøregler for at skåne naturen mest muligt og har vundet en australsk pris for arkitekturen.
K’Gari er de lokale aboriginere Butchalla-folkets navn for Fraser Island. Den bedste oversættelse af K’Gari er paradis. Kingfisher virkede på os som et paradis. Der var mulighed for at svømme, vandre, sejle, leje både, leje kano, leje firehjulstrækker og udforske Fraser Island. Der var ranger-guidede ture for at se fugle, for at høre mere om mangroveskoven, om Fraser Islands tilblivelse, om at være Dingo smart, om de nataktivedyr og meget mere. Der var præsentationer om Fraser Island. Vinaftener om australske vine og ”Bush Tucker Talk & Taste”, hvor det er muligt at smage på naturens egne produkter.
Lørdag tog vi på en ranger-guidet heldagstur rundt på Fraser Island. Se beskrivelsen under 14. juli Heldagstur rundt på Fraser Island.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar