De unges Airlie Beach og Harry P

Vi gik morgentur på stranden ved Cape Hillsborough. Først tjekkede vi lige, om der var nogle kænguruer på stranden. Ingen at se, så vi besluttede at gå en familiemorgentur ud til Wedge Island. Den ligger ud for kysten. Det var muligt at gå der ud, da det var ebbe. Efter vi havde gået tur og fået morgenmad, kørte vi til Airlie Beach.
Cape Hillsborough beach.

Det var lørdag, og der var lørdagsmarked på esplanaden i Airlie Beach. Vi fik en parkeringsplads lige ved markedet og ud for Cactus Jacks restuarant. Osede lige en tur gennem standene. Intet der fangede vores opmærksom. På stranden var det muligt at få en ridetur på dromedarer. For første gang på vores tur oplevede vi de unges backpackerkultur. Det var det første sted på turen, hvor vi så så mange unge mennesker samlet. I slidte cowboybukser, klip-klap-sandaler og rygsække gik de ad Shuter Road, hovedgaden i Airlie Beach. Byen er udgangspunkt for ture til Whitsundays.
Denne lørdag var ikke nogen almindelig lørdag. Det var den 21. juli, og vi havde vi kun et mål. Det var at finde den nye, syvende og sidste bog om Harry Potter. De to boghandlere, som Lonely Planet nævnte, var begge væk, så panikken var lige ved at brede sig. Heldigvis - i en lille alt-mulig butik med aviser havde de en lille udstilling om de seks andre Harry Potter bøger. Var den nye udsolgt? Vi spurgte lige ved skranken. Bag disken lå en stak af de nye. Bevogtet, som var det guld. Først betale, så kunne svaret, om Harry skulle dø, afsløres.

Vi fandt hurtigt et sted, hvor vi kunne sidde og børnene lege. Bettina havde Harry og jeg The Australien (avis). Skulle have en opdatering af Tour de France og Michael Rasmussen. Vi sad ved Airlie Beach Lagoon. En park med tre swimmingpools, legeplads, solsejl og palmer.

En jungel af turudbydere
Det var egentligt ikke meningen, at vi ville have været ud til The Whitsundays, så vi havde ikke hjemmefra bestilt nogen tur. I de senere dage havde Bettina talt meget om Whitehaven Beach, som hun havde besøgt tidligere, så vi besluttede os for en tur til Whitsundays og specielt Whitehaven Beach. Bettina havde været på stranden for en del år siden, og jeg har flere steder læst, at Whitehaven Beach altid var med i top ti, når der skal kåres de bedste strande i verden. Bettina ville gense, og ungerne og jeg ville se, om en strand kunne være så fantastisk.

Vi gik på jagt efter en tur. Der var tyve butikker på hovedgaden i Airlie, som tilbød ture. De virkede som agenter og tjekkede, om der var plads. Der var tolv forskellige dagture at vælge imellem. Det var bare de ture, som opfyldte de ønsker, vi havde til en tur. Vi gennemgik alle brochurerne, hvad passede til os, hvordan med børnene, fik vi tid på Whitehaven Beach, hvordan med maden og kunne vi snorkle?

Der var tre ture, som virkede optimalt i forhold til vores ønsker. Vi valgte en tilfældig butik og gik ind for at bestille en tur til næste dag, søndag. Skuffelse. Første tur sejlede ikke den søndag. Anden tur var udsolgt. Tredje tur udsolgt. Hvad skulle vi nu? Vi fandt en sidste mulighed med Reef Jet. Ikke den optimale tur, men skulle vi af sted søndag, så var det vores sidste mulighed. Heldigt. Der var plads. Så det blev den. Prisen var ikke til diskussion. Vi måtte bare betale, hvad det kostede, hvis vi ville af sted. Og det ville vi.

BIG4 Airlie Cove.

Fakta – Lørdag den 21. juli
Oplevelser: Airlie Beach Lagoon.
Rute: Cape Hillsborough Nature Resort – Seaforth – Mt Ossa – Bruce Highway #1 – Proserpine- Airlie Beach – BIG4 Airlie Cove.
Kørte kilometer: 133.
Overnatning: BIG4 Airlie Cove Resort Van Park, Shuite Habour Road. 36$ for en nat. Internetkiosk. 8$ for en time.
GPS koord. S20.268196 E148.718544

Sukker og Cape Hillsborough

Jeg gik morgentur ved Carmila Beach. Klokken 6.43 kom solen over de lave træer og ramte vores motorhome. På stranden havde den varmet i en halv time, så jeg gik en morgentur. En lille dreng legede alene i sandet, og langt ude kunne jeg se en dame lufte sine to hunde. Kookaburraen (Latterfuglen) grinede sin karakteristiske dybe latter. En dreng, en dame, to hunde, kookaburraen og jeg var de eneste på stranden. Det var dejligt og godt for min sjæl. Jeg fandt en ro, som jeg ikke har følt, siden vi forlod Danmark. Efter næsten en måned var jeg kommet i ferietempo.

Sarina Sugar Shed
Vi forlod Carmila og kørte videre nordpå. I Sarina ligger Australiens næststørste sukkermølle. Hele byen duftede af sukker og penge. Det var som at stikke hovedet ind i en tom flaske mangorom, sådan var luften over byen. Vi stoppede ved Sarina Sugar Shed, en miniature sukkermølle, for at få en bedre forståelse af sukkerprocessen og betydningen for Queensland. Vores guide Robin fortalte en masse om sukkerrør, høsten og produktionen af sukker.
Hovedparten af baglandet ved kysten mellem Brisbane og Cairns, 2.000 kilometer, bruges til at dyrke sukkerrør. Queenslands sukkerfarme producerer 94% af Australiens sukker og 98% af Australiens sukkereksport. Sukkerrørene plantes i rækker med 1,5 meter imellem. Rørene kan blive op til tre meter høje og gror i 10 til 18 måneder. De høstes mellem juni og december, når sukkerindholdet er højest. Der skal bruges syv tons sukkerrør til et tons sukker. Sodavands- og slikfabrikanter er de største aftagere af australsk sukker.

Mackay
Fra Sarina gik det til Mackay. Igen en by med gamle huse og palmer i gaderne. Den kunne til forveksling ligne Bundaberg og nogle af de andre steder, vi har været i de senere dage, men havde glemt navnene på. Vi stoppede og gik en tur rundt i centrum om River Street, Victoria Street og Sydney Street.

Tid for støvler og hat
I Mackay faldt vi over P. Comino & Sons på 14-16 Sydney Street i hjertet af byen. Butikken var startet i 1932, og det så ikke ud som om, der var sket noget siden med hensyn til udsmykningen. Vi kom ind i et stort rum, hvor væggene var dækket af gulv til luft hylder med R.M.Williams og Blundstone støvler, Akruba-hatte, Driza-Bone ”dusør”jakker, arbejdstøj, både jakker og bukser, knive og andet udstyr til det arbejdende folk.

En unik gammeldags indkøbsoplevelse. Fire damer, ja damer i den voksne alder, stod i butikken og ekspederede kunderne. Jeg følte på intet tidspunkt, at de forsøgte at oversælge. De var 100% trovædige. De kunne sælge mig hvad som helst. Så jeg købte støvler og en hat. R.M.Williams arbejdsstøvler af mærket Kelly til 250$, opkaldt efter den australske Robin Hood figur, Ned Kelly. Ligeledes forelskede jeg mig i en klassisk udseende Akruba hat lavet af kaninuld. Jeg kunne ligeså godt købe den nu frem for i lufthavnen i Cairns. Der vil de sikkert have mere end 110$ for den.

Krokodiller
Queensland foretog den 17. april i år en optælling af krokodiller langs østkysten. I over 100 vandløb talte man antallet af spottede krokodiller. I Pioneer River, der løber gennem MacKay, blev der set 15 krokodiller. De officielle myndigheder i byen var stolte over, at krokodiller også er en del af det centrale Queenslands kyst. Vi var nok nogle, som godt kunne undvære dem i vores baghave.
Cape Hillsborough National Park
Vi tjekkede ind på Cape Hillsborough Nature Resort. Pladsen så fyldt ud. Godt vi havde bestilt plads i forvejen. Vi fik plads 83 i det fjerneste hjørne af pladsen, lige ned til stranden. Lige så snart jeg slukkede for dieselmotoren, kunne vi høre havet.

På pladsen overfor, i deres campingvogn, lå Brian og Anette fra Rainbow Beach, nede ved Fraser Island. Et par som i en moden alder havde fundet sammen. Han var 69 år og hun lidt yngre. De var netop begyndt på deres store Australiens rundtur. Havde købt en campingvorgn til 28.000$, spændt den efter deres Toyota 4x4. De havde været på landevejen i fem dage, og målet var at være i Sydney til november, men først skulle de lige forbi Cairns, Darwin, Broome og Perth.

Brian havde været pensioneret i ti år, og Anette havde netop trukket sig tilbage. Begge havde været gift tidligere og havde børn. Et herligt par som vi sad omkring bålet med. Brian havde en søn som var operasanger i Syndey. Han fik også forklaret mig om Australian Rules og AFL, så jeg fik styr på reglerne i australsk fodbold. Både Brian og Anette var også meget interesseret i at høre om, hvordan Mary klarer sig i Danmark.

Mens vi sad ved bålet, og delte nogle XXXX-øl, kunne vi høre puslen i træet over os. Med lommelygterne ”fangede” vi forstyreren. Det var en possum. På jorden ved siden af os løb de nataktive fugle rundt. Vi ”fangede” i lyset en Stone Bush Curlew. En lille tranelignende fugl som med sine naturfarver kunne være meget svær at få øje på. Den bevægede sig hurtigt og stod så helt stille og orienterede sig for så igen at løbe hurtigt.

Cape Hillsborough Nature Resort var ikke en BIG4, men alligevel den hyggeligste campingplads vi havde boet på. Det eneste, der var lidt skræmmende, fandt vi i fotoalbummet i den lille restaurant, der lå sammen med campingpladsen. En fotoserie på tyve billeder, som fortalte en hel dyrehistorie, og som jeg vil anbefale andre lige at se, inden de tjekker ind på pladsen!

Fakta – Fredag den 20. juli
Oplevelser: Sugar Cane Shed i Sarina, Cape Hillsborough National Park.
Tip: Tænd bålet og få en snak med australierne.
Rute: Carmila Beach – Carmila – Bruce Highway #1 – Mackay – Bruce Highway #1 – Cape Hillsborough.
Kørte kilometer: 266.
Overnatning: Cape Hillsborough Nature Resort. 37$ for en nat. Internetkiosk. 10$ for en time.
GPS koord. S20.925924 E149.050815

Undskyld Rocky og ja til strandcamping

Jeg skylder Rockhampton en undskyldning. Byen indeholdt mere, end jeg så ved første øjekast. Vi brugte torsdag formiddag på at give Rocky en chance. Første besøgte vi det lille kunstmusem, Rockhampton Art Gallery. Ingen entre, men med sikkerhedsvagt, og vores tasker skulle blive i receptionen. Museet havde en Sidney Nolan, en Russel Drysdale og en ganske fin lille udstilling om de oprindelige folk fra Great Keppel Island. Der var flere sort hvide billeder af aboriginere taget af en Jens Hansen Lundager (1856-1930). En dansker i Queensland som har taget nogle portrætter af triste ansigter med sørgelige blikke. De lignede folk uden en fremtid. Flotte og sigende. Men hvem var Jens Hansen Lundager? Hvad var hans historie, og hvorfor havde han taget billeder af aboriginere? De svar fik vi ikke på udstillingen. Måske en sag for nettet.
Efter kunstmuseet gik vi en tur langs Fitzroy River og gennem Riverside Park. På modsatte side lå flere victorianske huse. Ganske flot komposition med palmer og blå himmel. Vi gik forbi posthuset og hen ad Denham Street. Kom forbi stormagasinet Stewart, som blev etableret i 1862. Kiggede indenfor i det gamle varehus. På første sal havde de en kæmpe campingudstilling, og jeg forelskede mig i flere telte, forskelligt tilbehør og mindst to forskellige swags. Australiernes specielle hylster til soveposer. En swag har en skumgummimadres og et overlagen. Perfekt til de kolde nætte i outbacken og til at holde øje med de klare stjerner på den sydlige himmelvælving, når mørkets sorte nat har omslugt swaggen. I stueetagen faldt jeg over et par R.M.Williams Stockyard støvler til 184$. Prøvede et par. De omslugte mine fødder på en meget behagelig måde. Desværre var de et nummer for store, ellers var de røget i bagagen til Danmark. Kiggede også på Akruba hatte. De havde den klassiske Akruba Stockman til kun 99$. Jeg troede, Akruba-hattene var meget dyrere.

Så gik vi hen ad East Street forbi den gamle retsbygning. Rockhampton havde mere at byde på end de kedelige motorvejslignende indfaldsveje fyldt med butikker, servicevirksomheder, bottle shops og fast food joints. Undskyld Rocky.

Fra East Street fulgte vi Fitzroy Street til City Centre Plaza. Torsdag den 19. juli skulle Australiens største legetøjsudsalg begynde. Ungerne ville gerne være med til at øge omsætningen. Vi kiggede ind i Target, som holdt udsalget. Der var mennesker overalt. Der var kamp om indkøbsvogne og nogle kom med pallevogne for at kunne slæbe af sted med de store kasser med legetøj, de havde investeret i. Det måtte være julegaverne, som var reddet.

Efter Rockhampton fortsatte vi nord på. Vi havde igen et par hundrede kilometer, som skulle køres. Fra Rockhampton og de næste to hundrede kilometer var det et varierende landskab med træer og åbne græsningsområder til køer. De fleste køer vi så var pukkelryggede hvide køer a la indiske køer. Meget magre. Vi kunne se ribbenene på mange af dem. Utroligt at de kunne bruges til kødkvæg. En ting, der undrede mig i Australien, var prisen på mælk. Så mange køer, men det var ikke malkekøer. 3,5$ måtte vi betale for to liter mælk i Coles i Rockhampton. Tørke i Australien har betydet at mælkeproduktionen er for lav, og det har presset priserne op.

Det var igen blevet kængurutid. Mellem Marlborough og til vi drejede fra Bruce Highway og kørte ned til St. Lawrence, mindre end hundrede kilometer, så vi 41 kænguruer. Alle døde. De lå i vejkanten. Et sted lå der tre døde kængururer inden for 100 meter af et gult advarselskilt. Advarsel mod krydsende koalaer. Ingen skilte advarede mod kænguruer.
I St. Lawrence ville jeg lige tjekke byens gratis campingplads. St Lawrence Recreation Reserve. Ganske fin. Pladsen var uden græs, men der var en meget fin ny toiletbygning. Der var brusebad. Tre minutter for en dollar. En plads der giver fuld ”value for money”. Klokken var 15.30, da vi kiggede forbi, og der holdt allerede 22 vogne. De fleste biler med campingvogne, men også et par motorhomes fra Maui og Britz. Vi havde på forhånd besluttet at ville køre nogle flere kilometer, elles var vi nemt blevet fristet til at blive.

Lidt nord for St Lawrence og inden Carmila kom vi forbi Clearview. Også her var der en gratis plads næsten ved havet.

Ved Mobile tankstationen i Carmila drejede vi fra Bruce Highway. Vi havde efter længere overvejelser belsuttet at prøve en gratis plads. En afveksling til de så organiserede og ordentlige BIG4-pladser. Jeg havde i bogen ”Camps Australia Wide 4” af Cathryn & Philip Fennell set, at det var lovligt at holde ved Carmila Beach, at det ikke kostede noget, og at der var tørkloset toiletter.

Fra tankstationen og ned mod stranden var de første kilometer almindelig asfalteret landevej. Så blev vejen smal og gik mellem sukkerrørsmarkerne. Kun et spor, men stadig asfalteret. De sidste 300 meter til stranden og til de første gratis campingpladser var sandvej. Rusty Roo klarede turen fint. Vi holdt os til de tilkørte spor og ikke noget med at køre i det løse sand eller følge efter firehjulstrækkerne. Ingen tvivl om, at Carmila Beach var sjovest, hvis man sidder bag rattet i 4x4. Vi kørte en kilometer langs vandet og pladserne og fandt en lille plads med fast underlag, så vi også med sikkerhed kunne komme derfra dagen efter. Pladsen havde ingen vand og el, men der var mulighed for at dumpe toilettet.

Vi gik en tur til stranden. Ungerne legede i sandet, mens vi lavede aftensmad. Et par sorte Australian Brush Turkeys holdt øje med os og kom med jævne mellemrum forbi for at se, om vi havde tabt noget lækkert. Klokken 17.30 var det mørkt, og vi søgte indenfor. Spiste, vaskede op, spillede kort og læste. Det blev til en tidlig godnat.

Fakta – Torsdag den 19. juli
Oplevelser: Rockhampton, Art Gallery, varehuset Stewart, Australia’s biggest toy sale i Target, St. Lawrence Recreation Reserve, Carmila Beach.
Tip: Overvej at bruge nogle af gratis campingpladserne. Evt. skift mellem BIG4 og gratis pladser.
Rute: Rockhampton - Bruce Highway # 1 – St. Lawrence – Carmila – Carmila Beach.
Kørte kilometer: 266.
Overnatning: Carmila Beach, 6 km øst for Carmila. Gratis.
GPS koord. S21.916401 E149.465043

Rocky, Reef, Beef og Fast Food

Vi listede tidligt af sted fra Town of 1770. Stoppede efter en times kørsel for morgenmad i Bororen. Vi holdte lige ved byens mindesmærke for krigens ofre. Det lille mindesmærke af granit indeholdt seks navne fra Første Verdenskrig og fire navne fra Anden Verdenskrig. Mindesmærket var rejst i 1995, i 50-året for afslutningen på Anden Verdenskrig, til ære for de sønner og døtre, som havde tjent Australien i krige.
Hvor er det land da stort. Selvom jeg hjemmefra har siddet med et kort og målt afstande, så overraskede de lange afstande alligevel. Hver dag kørte vi mellem 150 og 200 kilometer. Hver aften når vi sad med kortet på bordet i motorhomet, så virkede det som om, vi ikke havde flyttet os. Vi var kommet tættere på målet og alligevel. Målet var jo egentligt ikke Cairns. Målet var landevejen, Australien, kysten, strandene, landskaberne og oplevelserne.

Det mål havde vi nået, og der blev hele tiden fyldt mere på. Selvom vi havde kørt 2.500 kilometer, havde vi kun set et fragment af Australien. Kun lige fornemmet den enorme geografi og de uendelige landskaber. Som landbaserede væsner så vi kun den otte meter brede asfalt og de 100 meter bush på hver side af de smalle landeveje. Vi nåede lige at fornemme eukalyptustræerne, postkasserne, de døde kænguruer og de specielle roadhouses. Nej, vi skulle være fugle. Se det hele i fugleperspektiv og få overblikket over dette store land og dets varierede landskaber. Efter endnu et stop med kaffe og legeplads, nåede vi efter fire timer frem til Rockhampton.
Rockhampton er en flad by, ingen højehuse og alligevel huser den 60.000 indbyggere, så byen er stor i areal. Byen ligger ved Queenslands største flod Fitzroy River. Det er ikke ved havet, men der er ikke langt til havet og revet. Byen ligger ved solens sydlige vendekreds, Capricorn på engelsk og hele området ved Rockhampton kaldes for Capricorn Coast. Ifølge Lonely Planet er byen en sammensmeltning af amerikansk inspireret country & western musik, store hvide hatte, Coke og australske V-8 og Bundaberg rom.

Først var der lidt handel, så guld nord for byen, lidt får, og så blev det kvæg i og ved Rockhampton. I dag er Rocky kød og fast food. Indenfor godt 200 kilometer af byen findes 2 mio. stykker kvæg, og i byen er gaderne fyldt med fast food steder. Rockhampton er førende indenfor dette område i Queensland. Byen har betydeligt flere ”fast” end ”slow food” restauranter. 72 fast food mod kun 48 ”almindelige” restauranter. Til sammenligning er Cairns og Townville mere ”slow” med henholdsvis 133 / 187 og 52 / 93.

Vi ville gerne støtte byens fast food dominans i Queensland og kørte ind på McDonalds. Fordelen ved McD er, at mad og service passer til prisen. Vi får hvad vi betaler for, hverken mere eller mindre. Efter frokost kiggede vi lidt på Rocky, men byen virkede ikke inspirerende på os, så vi fortsatte til Rockhamptons nordlige udkant og til vores Big4. Vi kom til pladsen klokken 14, og det var tid til store vaskedag.

På campingpladsen mødte vi en familie fra Løgstør. De var af sted på den modsatte tur af vores. De skulle fra Cairns til Sydney i motorhome. Delte nogle XXXX og udvekslede erfaringer. Vi fik nogle ideer til vores videre færd nordpå, og vi delte ud af vores oplevelser fra Sydney til Rockhampton. Specielt Fraser Island havde deres interesse.

Aftenen gik med at dyrke den danske hjemve. Sad i motorhomet og hørte P3, samtidig med at vi fulgte tv2.dk live updates af Tour de France på nettet. Utrolig hvor lille verden er blevet, siden internettet har taget over. Vi måtte da lige følge lidt med, selvom vi sad på den anden side af kloden. 10. etape var lige skudt igang. Klokken var 12.00 i Frankrig/DK. Hernede var det mørkt, der var stille på campingpladsen og klokken var 20.00. Den danske kylling Michael Rasmussen var i gult. ”Far, er det derfor de kalder ham kylling?” lød det meget logiske spørgsmål fra fem-årige Alfred.

Fakta – Onsdag den 18. juli
Oplevelser: Nemt at finde en parkeringsplads i Rockhampton – det var dagens højdepunkt.
Tip: Der er tøjklemmer med i Maui-pakken og der er tørrestativer på mange af campingpladserne.
Rute: Town of 1770 – Bruce Highway #1 – Rockhampton.
Kørte kilometer: 236.
Overnatning: Big4 Tropical Wanderer Resort, 394 Yamba Road (Bruce Highway), Rockhampton. 39,60$. 24 timers trådløs internet for 15$.
GPS koord. S23.345536 E150.521839