I skyerne over regnskoven

De sidste 20 kilometer inden Dorrigo, kørte vi gennem tæt skov op ad bjerget. Det steg og steg, sving efter sving,. Det var rent Alpe d’Huez. På toppen, 762 meter over havet, forventede jeg en bjergtop, men blev skuffet. Vi var på toppen, men der var ikke en bjergtop. Det var et bakket plateau som hjemme i Østjylland. Heroppe blev vi mødt af efterårsvejr og træer uden blade. Det var her den australske vinter gemte sig. Her lå byen Dorrigo med 1.000 indbyggere. En rigtig landsby, hvor livet og butikkerne var koncentreret om byens centrale vejkryds, en statue midt i krydset og pubben på Dorrigo Hotel. Dorrigo Hotel.

Efter at have indtaget frokost ved en lille legeplads i udkanten af Dorrigo, kørte vi til nationalparken og Rainforest Centre. Dorrigo National Park - en af Australiens World Heritage regnskove, og nok den som er lettest at besøge. Vi trillede ind på den lille parkeringsplads ved Rainforest Centre et par kilometer udenfor Dorrigo by. Ved centret, på den modsatte side af parkeringspladsen, begyndte The Skywalk. Det var en kort træbro, som var bygget udover regnskovens trækroner. Herfra kunne vi se ned på træer, palmer og bregner. For enden af træbroen var der frit udsyn til hele parken, bjergene og til havet helt mod øst. Vi kunne se en supertanker på havet.

Fra centret kørte vi en kilometer til Gold picnic området og gik ”the birdwalk”-stien. Endnu en gangbro af træ bygget gennem regnskoven. Vi så og hørte flere fugle, mens vi gik den korte tur. Under os kunne vi følge en Australian Brush Turkey gå og skrabe i jorden og lede efter føde. I træerne sad farvestrålende fugle og sang. Det var som et stort grønt tropisk fuglebur.

Herefter kørte vi tilbage mod havet og Bellingen. Byen Bellingen ligger langs floden af samme navn. En laid-back by med en charmerende hovedgade fyldt med slagterforretninger og restauranter med tofu-retter. Traditionel og alternativ livsstil mødes. Vi indtog dagens is i Bellingen Gelato Bar lige overfor byens krigsmonument. ”Lest we forget” over byens faldne soldater i 1. og 2. Verdenskrig.

Darlington Beach Resort.

Langs landevejen så vi plantager med bananer og appelsiner. Vi stoppede kort i Coffs Harbour for at tage et billede af en banan. Efter sigende verdens største. Vi var nu i banan-land. Bananplantagerne lå tæt om Coffs Harbour. Ved den store banan lige nord for byen var der guidede ture gennem en bananplantage. Vi fortsatte til Darlington Beach Resort, lige nord for Woolgoolga.

Fakta – Fredag den 6. juli
Oplevelser: Bellingen, Dorrigo, Dorrigo National Park.Tip: Stop ikke ved den store banan i Coffs Harbour.
Rute: Nambucca Heads – Pacific Highway #1 – Urunga - #78 - Bellingen - #78 – Dorrigo – Dorrigo National Park - #78 – Bellingen – Pacific Highway #1 – Coffs Harbour – Darlington Beach.
Kørte kilometer: 176.
Overnatning: Big4 Darlington Beach Resort Park, 104-134 Eggins Drive, Arrawarra. 44,10$. WiFi 1T10 min for 10$.
GPS koord. S30.04747 E153.188767
www.resortparksautsralia.com.au

Akruba, Arnott’s, Vegemite og RM Williams

Australien og australierne elsker at markedsføre sig. Vise verden hvad Australien virkelig handler om. Der er de australske ikoner som Sydney Opera House, Sydney Harbour Bridge, Ayers Rock (Uluru) og Great Barier Reef. Der er dog flere ikoner til rækken. Mindre kendte i Danmark er eksempelvis Vegemite, Akruba, Arnott’s og RM Williams. Der er tale om lige så vigtige australske ikoner.

Port Macquarie er med 40.000 indbyggere en af de største byer mellem Newcastle og Brisbane. Det er dog svært at se. Den virker landlig, hyggelig og tæt lav bebyggelse og palmetræer i centrum, gør den sydlandsk, næsten spansk.

Vi brugte lige lidt tid i byen. Vinduesshoppede bl.a. et par butikker med RM Williams støvler. Sådan et par skal jeg have med hjem. Måske. Eller et par Blundstone.

Handlede ind i IGA, inden vi fandt Pacific Highway, der skulle bringe os nordpå. Vi købte bl.a. Tim Tams, chokoladekiks fra Arnott’s, alle australiere og mine kollegaer i MyPlanet er vilde med dem. Hvorfor forstår jeg ikke. Men resten af familien holder også af dem, så der kom et par æsker med.

Jeg fik også listet et glas Vegemite ned i indkøbsvognen. Jeg var nødt til at smage det stof, som en hel nation er vokset op med. Som vi har vores solgryn til morgenmad, amerikanerne har peanut butter, så har australierne Vegemite.

Vegemite ligner smørefedt til vogndelen på en lastbil. Det blev ”opfundet” af Fred Walker og Cyril Callister i 1922 i Melbourne. Hvad er det egentligt? Vegemite er gær tilsat selleri, løg, salt og et par hemmeligheder. Lyder interessant. Vi forlod Port, som Port Macquarie også kaldes.

Akruba-hatten
Vi gjorde frokoststop i Kempsey. En by med under 10.000 indbyggere, der lever af at være servicecenter for gårdene i Macleay Valley. Dertil kommer, at en af Australiens største ikoner, Akruba-hatten, bliver produceret på en fabrik i den sydlige del af byen.

Hvad har Bill Clinton, Ronald og Nancy Reagan og Pavarotti til fælles med den australske farmer og bushmann? De har alle en Akruba hat.

Akruba hatten er det australske svar på Stetson cowboyhatten. Ved turistinformationen, lige ved Pacific Highway, var der en fin rasteplads med legeplads til ungerne. Jeg tog en tur i turistinformationen og lærte om Akruba. Det er et aboriginsk ord som betyder hoveddække.

De 120 medarbejdere på Akruba-fabrikken laver dagligt 1.200 hatte eller 300.000 om året. I gennemsnit bruges der pelse fra tolv kaniner til hver hat. Det er ulden, som bruges. Den laves til en filt-masse, som gennem et utal af processer formes til hatten. Hatten skabes af kærlighed og håndværk. Det kræver 14 processer og 162 håndbevægelser, før en hat er klar til sin æske.

Kaniner er en af Australiens plager. Før de første skibe med engelske fanger kom til Australien, fandtes der ikke kaniner i landet. I 1859 satte Thomas Austin fra Victoria 25 kaniner fri. Han ville have noget at jage. Det skal jeg love for, at han og hans efterkommere har fået. I midten af 1900-tallet var der flere hundrede millioner kaniner i Australien. I 1950’erne blev der introduceret myxomatosis, en virus fra Brasilien, som reducerede bestanden til 100 milloner kaniner. Kaninerne slog igen. Blev resistente. I dag regner man med, der er 250 milloner kaniner.

Historien om Akruba begyndte i 1874, hvor Benjamin Dunkerley kom til Tasmanien og startede en lille forretning. Omkring år 1900 flyttede han forretningen til Sydney og mødte hattemageren Stephen Kir. Hattevirkesomheden var skabt. For at holde omkostningerne nede og flytte tættere på det største marked, 40% af alle hatte bliver solgt i Queensland, flyttede produktionen til Kempsey i 1972. Firmaet er stadig familieejet, og femte generation står i spidsen.

Australierne vil gerne være stolte af at være australiere. Ved at gå med en Akruba kan man vise det.

Nord for Kempsey kørte vi fra Pacific Highway og ud mod South West Rock, hvor vi besøgte Trial Bay Gaol. Brugte 16$ på entre for at se nogle gamle hustomter efter et godt 100 år gammel fængsel og interneringslejr. Klokken 16.30 rullede vi ind på Nambucca Beach Holiday Park.

Fakta – Torsdag 5. juli
Oplevelser: Turistinformationen i Kempsey, hvor jeg så filmen om, hvordan Akruba-hatten bliver til. Trial Bay Gaol.
Tip: Tag en lille detour på 30 kilometer fra Macksville til Taylors Arm, hvor du finder ”Pub With No beer”, kendt efter en Slim Dusty sang.
Rute: Port Macquarie - Pacific Highway – Kempsey – South West Rock – Arakoon State Conservation Area – Pacific Highway – Nambucca – Nambucca Heads – Nambucca Beach Holiday Park.
Kørte kilometer: 163.
Overnatning: Big4 Nambucca Beach Holiday Park, 26 Swimming Creek Road, Nambucca Heads. 37,80 $.
GPS koord. S30.62881 E153.011729
www.nambuccabeach.com.au

De syge koalaer

Australien har to dyr, som vi alle kender og hele tiden har lyst til at kramme. Kænguruen og koalaen. Begge er australske ikoner. En af de anbefalinger, jeg havde fået med hjemmefra, var fra min gode kollega Rikke. Hun havde sagt, at vi ikke måtte køre forbi Port Macquarie uden at besøge ”The Koala Hospital”. Jeg ville ikke skuffe Rikke eller børnene, så vi stoppede ved Koala-hospitalet bag Roto House på Lord Street.
Det hele begyndte i 1973 med en dame med kærlighed for de små ”bamser”. I eget hjem tog hun sig af koalaer, som var kommet til skade. I dag er der mange frivillige, som hjælper til med at passe, undersøge og behandler koalaerne. De hyppigste årsager til, at behandling er nødvendig, er koalaer, som er påkørte af biler, men også dyr, som er kommet til skade ved skovbrande, bliver behandlet for deres brandsår og kan forhåbentligt komme tilbage i naturen. Det lille specialiserede dyrehospital behandler hvert år cirka 200 koalaer.

Koalaerne får navne efter, hvor de er fundet. Efter endt behandling forsøger hospitalet at få dyrene tilbage i naturen. Enkelte dyr kan dog være for hårdt sårede til, at de igen kan slippes fri. Ligesom dyr, som er sendt ud i skoven igen, vender tilbage. I et eukalyptostræ lige uden for hospitalet så vi en tidligere patient. Han må have været meget glad for behandlingen, for han er vendt tilbage.
www.koalahospital.org.au
Vi besøgte hospitalet klokken 15.00, hvor koalaerne bliver håndfodret med mælk. ”Passerne” bruger små injektionsprøjter til at fodre dyrene med, og det ser ud til, at koalaerne kan lide maden. Hele tiden brugte dyrene deres skarpe forpoter for at få fat i sprøjten. Det var en kamp for personalet at holde sig fri og ikke få flænger af de skarpe klør. Der var en form for guidet tur gennem hospitalet, hvor en fra personalet fortalte om stedet og dets formål.

Koalaerne er ikke truede, men der bliver færre og færre. Selvom der findes rigtig mange eukalyptostræer, så er de små bamser meget kræsne. Det er kun bladene fra nogle få slags træer, som de vil spise. Deres leveområder bliver mindre. Byer, veje, industri, i det hele taget mennesker begrænser koalaernes habitater. Ifølge Australian Koala Foundation er der færre end 100.000 koalaer.

Solnedgang ved Port Macquarie.

Fakta – Onsdag den 4. juli
Oplevelser: Koala Hospital i Port Macquaire.
Tip: Brug fem minutter på at besøge Roto House ved siden af Koala hospitalet.
Rute: Karuah Jetty – Pacific Highway #1 – Port Macquarie – Sundowner Breakwall.
Kørte kilometer: 201.
Overnatning: Big4 Sundowner Breakwall Tourist Park, 1 Munster Street, Port Macquaire. 40,50$. Der var gratis trådløs internet på campingpladsen.
GPS koord. S31.427576 E152.912393
www.sundowner.net.au

18 grader kl. 19, og det er vinter

Vi vågnede til morgenkulde og morgensang fra det lokale fuglekor på dyrskuepladsen i Canberra. Temperaturen om morgenen var kun 5 grader. Det afholdt ikke fem forskellige slags papegøjer fra at istemme skønsang sammen med de første solstråler på en blå himmel. Vi glædede os til at skulle nord på, mod Queensland og forhåbentligt varmere vejr. Først var det dog lige tid til endnu et nationalmuseum. Vi var stadig i Canberra og ville gerne nå det nye National Museum of Australia.

National Museum of Australia
Museet ligger smukt midt i byen på Acton-halvøen ved Lake Burley Griffen. På parkeringspladsen var der parkeringsbåse til biler med campingvogne. Det måtte også gælde sådan nogle som os med et seks meters motorhome. Så det var nemt at finde en plads.
Vi skulle ikke betale entre. Museet var gratis. Allerede i indgangshallen blev jeg imponeret af bygningens storhed og karakter. Smukt. Fantastisk. Imponerende. Bygningen er cirkulær. Udstillingerne var i flere niveauer, men alle omkring Garden of Australian Dream, som lå i midten som en atriumgård. Inden vi fik lov at begynde udstillingerne, skulle vi gennem CIRCA-teatret, hvor vi begyndte med en tur i det imponerende rullende multimedieshow om ”Land”, ”Nation” og ”People”. Jeg har aldrig oplevet og set noget lignende. Børnene sad helt stille og så billederne og hørte lydene.

Udstillingen begyndte med dyrene og jorden. Fulgt af Australien som nation og sluttede af med de første australiere, aboriginerne. Altsammen i imponerende opsætninger og med meget informative teksttavler. I Garden of Australian Dream mødte vi Jeremy, som stolt fortalte om Frederik og Marys besøg. Hele ”havedrømmen” bygger på eksisterende veje, sanglinjer og aboriginske stamme og sproggrupper. Der var nævnt masser af stednavne. Også Hjem i South Australia. Som Frederik, Mary og Jeremy mente måtte have danske rødder. Måske. I hvert fald et rigtig godt museum. Til prisen. Enestående og fantastisk.
www.nma.gov.au/
Anderson VC Rest Area
Klokken var over tolv. Det var tid til at forlade Australiens hovedstad. Canberra lod til at være en fantastisk by med masser af muligheder for at blive klogere på Australien og australierne. Vi racede gennem byen og ud på landevejene. Godt 25 kilomter nord for Canberra gjorde vi frokoststop ved Anderson VC Rest Area ved Lake George, som ikke længere er nogen sø, men et græsningsområde for får. Vi mødte en lokal, som fortalte, at der tidligere blev afholdt bådrace på søen. I dag er det i bedste fald ”bare” et vådområde.

Rastepladsen er opkaldt efter oberstløjtnant Charles Groves Wright Anderson. Han ledte sin mænd gennem kamphandlinger i Malaysia fra den 18. til 22. januar 1942. Fanget bag japanernes linjer, kæmpede Anderson og hans mænd videre. Anderson fik Victoriakorset for sine bedrifter. Australien er ikke bange for at ære sine soldater.

Vi kæmpede os vej gennem Sydney. På Highway #5 måtte vi betale 7,70$ i vejskat for vores motorhome. Videre gennem et utal af lyskurver i det vestlige Sydney og frem til Pacific Highway #1, som skulle føre os nordpå. Det blev til en lang køredag. Men vi ville opleve National Museum of Australia. Så det var prisen, vi måtte betale.

Vi nåede frem til vores campingplads klokken 19.00. Temperaturen sagde stadig 18 grader. Tænk, at det var vinter. Det var blevet mørkt. Når solen går ned i Australien, så er det mørkt. Som i mørkt mørk. Sort. Alt virkede også lukket på campingpladsen. Kontoret og den lille butik var lukket. Vi ringede på klokken, og den flinke lejrchef lukkede os ind. Det med pengene kunne vi klare den næste morgen. De er så flinke australierne.

Fakta – tirsdag den 3. juli
Oplevelser: National Museum of Australia. ”Rush hour” ad #6 gennem Sydneys vestlige forstæder.
Tip: Kig forbi Canberra næste gang du er i Australien.
Rute: EPIC – Federal Highway #23 – Hume Highway #31 – Highway #5 – Fairford Road #6 – Pennant Hills Road #7 – Pacific Highway ”1 – Highway #15 – Pacific Highway #1 – Karuah – Holdom Road – Big4 Karuah Jetty.
Kørte kilometer: 470.
Overnatning: Big4 Karuah Jetty, 88 Holdom Road, Karuah. 20,50 $.
GPS koord. S32.661236 E151.964178
www.karuahjetty.com.au