tirsdag, juli 31

Undara Lava Tubes

Vandet til billy-tea boblede i den sorte kedel over det åbne bål. Spejlæggene og baconen simrede på de to store barbeque grill. Bag den ene grill stod en ansat fra Undara Experience. Med fuldskæg, klædt i khakitøj, Akrubahat og R.M.Williams støvler gav han os lige det rigtige billede af en ægte australsk macho outback Jack type. Det var tidligt, og morgensolen fik træerne til at kaste lange skygger på den røde jord.

Da jeg nærmede mig grillen, hilste outback Jack straks: ”How are ya doin, mate?” og spurgte: ”One, two or three eggs today, sir?” Det var jo lørdag, så jeg flottede mig: ”I will go for two. Thanks, mate.” På min tintallerken lå seks stykker bacon, et stor portion baked beans og nogle stegte kvarte tomater. Tredie gang jeg gik efter en ny portion, kiggede ”kokken” på min tallerken: ”Looks like you fancy our Australian bacon.” Ingen tvivl. Det var en god bacon. Hvis min bedømmelse som skabsvegetar kan bruges.
Rejser til Undara National Park, Queensland, Australien Morgenmad i bushen Det var lørdag morgen, og vi var til ”bush brekky” ved Undara Lodge. Fra klokken 07.00 til 08.30 serverede fem ansatte morgenmad i bushen, cirka 400 meter fra lodgen. Over bål blev der lavet kaffe og billy-tea. På de to ”barbies” var der æg, bacon og skinke, stegte tomater og baked beans. Der var ”doing it yourself” toast. Vi skulle selv riste vores brød over bålet. Træstammer, hvor vi kunne sidde, og træstubbe, som vi kunne bruge som borde, lavede ring om de to bålsteder og de to BBQ-grill. Midt i det hele stod et langbord med morgenmadsprodukter, smør, vegemite, peanutbutter, marmelade, henkogt frugt (er meget populært til morgenmad down under) og en kurv med frisk frugt. Vi fik et solidt australsk bush-morgenmåltid, som det skulle vise sig holdt hele dagen.

Rejser til Undara National Park, Queensland, Australien Vejen til Undara Lodge.
Rejser til Undara National Park, Queensland, Australien Plads 29.
Rejser til Undara National Park, Queensland, AustralienRejser til Undara National Park, Queensland, AustralienRejser til Undara National Park, Queensland, AustralienUndara gåtur
Vi var kommet til Undara fredag lige over middag. Havde fået os indstaleret på det dejlige campingområde.Vi havde plads 29 i det fjerneste hjøne af pladsen, lige op til bushen og en kængurumor med en halvvoksen joey, som gik og græssede få meter fra vores motorhome.
Rejser til Undara National Park, Queensland, Australien Undara Lodge tilbyder mange forskellige former for overnatning. Det er muligt at bo i Railway Carriages, togvogne fra begyndelsen af 1900-tallet, Swag Tent Village, telte på en fast bund, Wilderness Lodge med sovesale, van park med el og vand til motorhomes, campervans og campingvogne og Safari Shelter, et område til telte og et til vogne uden brug for størm og vand.
Rejser til Undara National Park, Queensland, AustralienVi gik den korte, 2,3 kilometer lange, Bluff Walk & Bluff Circuit. Stien begyndte ved receptionen ved Undara Lodge, hvor vi også skulle registrere os, inden vi gik ud i bushen. Korte eller lange ture, alle skulle registreres, skrives ind før turen og ud efter turen. Bushen skal tages alvorlig, og der tages ingen chancer. Fra receptionen gik vi over små og større granitblokke sydvest for lodgen. Langsomt kom vi op til toppen af klipperne, hvorfra vi havde en flot udsigt med en klar blå himmel som baggrund. Vi kunne se ud over lavaområder, som nu er dækket af skov. En fin tur for de små ben.
Rejser til Undara National Park, Queensland, Australien
Rejser til Undara National Park, Queensland, AustralienUndara Lava Tubes
Himlen blev mørk, og jorden oplyst af en rødgul flamme. For 190.000 år siden flød der lava fra Undara vulkanen. Op af krateret kom det. Ikke som på film, når aske og lava står i lodret søjle op af krateret. Nej, mere som når champagne hældes for hurtigt op i et glas. Det bruser over og løber ned af siderne. 23 kvadratkubikkilometer lava eller tre gange den mængde vand, der er i Sydney Harbour. I jagt efter den letteste vej fulgte lavaen terrainet. Som fingre fordelte lavaen sig fra vulkanen. Den løb i lavninger, floder og kløfter.
Rejser til Undara National Park, Queensland, AustralienVi havde til lørdag kl. 10.30 bestilt en tur til Undara Lava Tubes. Vi ville se og forstå Undara og de geologiske forhold bedre. Vi kunne vælge mellem 2 timer, halvdags- og en heldagstur. Ungernes alder taget i betragtning, og at de ikke forstår engelsk, valgte vi den korte løsning. Vi mødte en lille international gruppe ved receptionen. Vi var tyve, og Tim var vores guide. Der var folk fra Melbourne, Toowoomba, Brisbane, Schweiz og Tjekkiet. Fra receptionen var der 15 minutters kørsel til de lavatunneler, vi skulle se. Undara Lava Tubes kan kun besøges i selskab med loakle guider, og der er otte områder, som er åbne for publikum. Undervejs i bussen introducerede Tim os til området og reglerne for besøget i nationalparken, Undara National Park.
Rejser til Undara National Park, Queensland, AustralienTim forklarede, hvordan lavaen under udbruddet kom længere og længere væk fra Undara vulkanen. Lavaen var rødglødende, 1200 grader varm. Med tiden blev toppen af den flydende lava koldere og blev til en hårdere mørk basaltmasse. Indeni røret flød lavaen videre. Der var nu dannet en lava-tunnel. Lavaen blev ved med at finde nye veje, og den længste er 160 kilometer. Til sidst stoppede vulkanudbruddet, lavastrømmen tog af og stoppede til sidst. Den sidste lava flød gennem tunnelerne og efterlod hule tunnelrør. Sådan blev lavatunnelerne dannet. Med tiden indtog bushen og træerne områderne over lavatunnelerne, og de blev gemte. Vi stod ovenpå tunnellerne og kunne ikke i landskabet se, at vi stod på dem. Loftet i lava-rørene var mellem en halv og otte meter tykke. Nogle steder var tunnel-loftet for tyndt til at klare jordskælv og faldt sammen. Det efterlod indgange til de underjorddiske lavatunneler. Sammenstyrtningerne blev fundet og dermed lavatunnelerne, som vi kender dem idag.
Rejser til Undara National Park, Queensland, AustralienSeks generationer af familien Collins har boet i Undara-området og haft kvæg. Lavatunnelerne blev opdaget i 1970’erne og gamle rancharbejdere kom nu forbi for at få en guidet tur af tunnelerne. Den gang de arbejdede i området, kendte de ikke til tunnelernes eksistens. Ranch-folkene oplevede nogle gange at kvæg og heste ikke ville gå i bestemte områder. Det var nok steder, hvor tunnellofterne var tynde, og dyrene kunne mærke, at der var noget ”galt”.

I 1990 valgte familien ikke længere at dele landet og lavatunnelerne med kvæg, men med turister og åbnede op for Undara Experience og ture til lavatunnelerne. I begyndelsen af 1990’erne blev området til Undara National Park, og familien Collins fik ti års eksklusivitet på lavaturene og i 75 år ret til at have en lodge inde i nationalparken.

Togvognene havde familien fundet i Cairns i 1989. De brugte et år på at restaurere vognene, og det blev begyndelsen på Undara Experince. Den store jernbanevogn, som bruges til INFO-stand, er fra 1914 og lavet i England. Resten af togvognene er australske. På blokvogne blev togvognene flyttet fra Cairns til Undara.

Udover turene til lavatunnelerne er der ”Wildlife at Sunset”, hver aften er der optræden og historier omkring lejrbålet plus et utal af kortere og længere vandreture i området. Undara Experience var en god oplevelse på kanten af en tilgængelig outback og vi var mindre end 300 kilometer fra Cairns, der ville være endestation for vores Australiens tur.

Fakta – Fredag den 27. juli og lørdag den 28. juli
Oplevelser: Highway 63, vejen til Undara.
Rute: Charter Towers – Highway #63 – Gregory Development Road – Bluewater Springs Roadhouse – Glenvale – The Lynd Roadhouse – Savannah Way – Undara Volcanic National Park – Undara Lodge.
Kørte kilometer: 399.
Overnatning: Undara Experience, Undara Volcanic National Park, Savannah Way, near Mt. Surprise. 40$ for en overnatning plus 8 dollars for brænde.

lørdag, juli 28

Vejen til Undara

Det var fredag. Nu begyndte eventyret. Nu var det ikke længere bare Australien eller Queensland. Den var flad, den var rød, den var nogle steder lidt grøn. Den var børnefjendsk. Det var begyndelsen på den australske outback. Lige siden mit første besøg i Australien, har jeg været forelsket i outbacken. Jeg faldt pladask for den røde jord og uendeligheden.

De første 40 kilometer ad The Lynd highway fra Charter Towers og nord på er noget af det bedste landevej, vi har kørt ad på denne Australiens-tur. Ved Fletcher Creek, hvor der ligger en fin gratis plads, begyndte eventyret. Vejens karakter ændrede sig dramatisk med et slag, da vi kørte over den lille bro over bækken, mens vi til begge sider langs Fletcher Creek kunne se campervans, 4x4 med campingvogne, 4x4 med teltvogne og motorhomes holde parkeret. Der var mange, som havde fået sig en gratis overnatning.
Vejen til Undara, Queensland, AustralienPå nordsiden af Fletcher Creek bestod vejen nu kun af en vejbane. Tre meter asfalt og to meter grus, ral og rødt jord på hver side. Vi måtte køre 100 kilometer i timen, og vejen var ikke ensrettet. Det var ganske spændende og nervepirrende. Jeg var ikke forberedt på, at vejen blev så smal.

Vejen til Undara, Queensland, AustralienVejen til Undara, Queensland, AustralienVejen til Undara, Queensland, Australien
Vejen til Undara, Queensland, AustralienNår vi mødte modkørende biler, måtte vi ud i rabatten, den bløde skulder, med to af hjulene. Når vi mødte et road train, 50 meter lange lastbilsvogntog, var det bare at få hele motorhomet ud i rabbatten og ryddet vejen til disse tonstunge monstre, der kommer susende med 100 kilometer i timen indhyldet i grus og sten. Med 100 kilometer timen ud i rabatten. Helt vildt og ganske udfordrende.
Vejen til Undara, Queensland, AustralienVejen til Undara, Queensland, Australien
Vejen til Undara, Queensland, AustralienMasser af roadkill
Antallet af døde dyr langs landevejen var enormt. Jeg holdt op med at tælle de døde kænguruer i vejkanten. De lå for hver kilometer. Så med 400 kilometer blev det til nogle døde dyr. Talte i stedet for seks døde køer, 22 firehjulstrækkere, to almindelige personbiler og syv road trains. Det var hvad vi så eller mødte. Ellers intet. Kun outback, træer, græs og græssende køer, på markerne og i vejkanten.

Jeg elsker outbacken
Outbacken for en eventyrlysten dansker er som en blank side for en forfatter, et blankt stykke papir for børnenes farver eller et canvas for maleren. Fuld af muligheder der bare venter på at blive opdaget. Jeg elsker outbacken. Men det her var jo ikke det, jeg vil kalde den rigtige outback. Det var jo mere australsk bush, som den afrikanske savanne. Det er også outback, men den rigtige outback er for mig, det virkelige røde, det røde center, inde ved Alice Springs, the Olgas og Ayers Rock. På denne tur med familien måtte dette, vejen til Undara, gøre det ud for den rigtige outback.

Vi var listet fra campingpladsen i Charter Towers kl. 07.00. Ingen andre var oppe, så vi prøvede at gøre det så stille som muligt. Som det er muligt, når vi kører diesel.

Vi kørte ad The Lynd Highway, Gregory Development Road, highway #63

KM 0 fra Charter Towers. 307 meter over havet.

KM 42 Fletcher Creek camping reserve.

KM 42 Ved Fletcher Creek camping reserve er der frakørsel til Dalrymple National Park. 2,5 kilometer øst for landevejen ligger parken. Gemmer på resterne af den gamle Dalrymple by. Kun lidt er bevaret. Kirkegård, hegn og mine.

KM 93 Frakørsel til Herveys Range Development Road, som fører til Townsville.

KM 101 Blue Water Springs Roadhouse. Tankstation. To indbyggere. Vi stoppede modsat roadhouset og fik lidt havregryn til morgenmad.

KM 198 Grenvale. 450 meter over havet. 100 indbyggere. Tidligere var her en nikkelmine. Nu en lille serviceby for området og turister. Vi så en golfbane ved landevejen. Stoppede for at tanke diesel. Det kostede 140,9 cent pr. liter. Det dyreste vi har set og tanket. Her i outbacken tager jeg ingen chancen. Det føles rart hele tiden at vide, tanken er fuld. Det giver en ro til at køre, til at koncentrere sig om trafikken og nyde naturen. Fik også dagens is.

KM 250 The Lynd Junction. To kilometer herfra lå The Lynd Roadhouse. 610 meter over havet. 5 indbyggere. Tankstation. Stoppede og købte lidt at drikke. Fik også set en tam cockatoo. En tante til The Lynds ejer havde haft fuglen. Tidligere sad den i bur og var sur. Nu gik den frit omkring og snakkede/tiggede hos de landevejsfarende, som stoppede ved roadhouset. Mod syd var der 250 kilometer grusvej til Hughenden og næste tankstation. Vi valgte nord og den asfalterede vej. I hvert fald et spor asfalteret. Vi kørte ind på Kennedy Development Road.

KM 348 Vi kom til Savannah Way / Gulf Development Road. Kørte til venstre, mod vest. Vi kørte 17 kilometer ad The Savannah Way, til vi kom til frakørslen til Undara National Park og Undara Lodge, hvor vi skulle bo på deres campingplads. Efter 399 kilometer trillede vi præcis klokken 13.00 ind på plads 29, hvor der var både med el og vand. En perfekt og herlig dag på landevejen var slut.

Fakta – Fredag den 27. juli
Oplevelser: Highway 63, vejen til Undara.
Rute: Charter Towers – Highway #63 – Gregory Development Road – Bluewater Springs Roadhouse – Glenvale – The Lynd Roadhouse – Savannah Way – Undara Volcanic National Park – Undara Lodge.
Kørte kilometer: 399.
Overnatning: Undara Experience, Undara Volcanic National Park, Savannah Way, near Mt. Surprise. 40$ for en overnatning plus 8 dollars for brænde.
GPS koord. S18.201686 E144.573383

Ravenswood, Charter Towers og guld

Året var 1868. Marmaduke Carr, en landmand var ude at drive kvæg, da han efter et måltid ville tage sig lidt vand i Elphingstone Creek. Han fandt mere end bare drikkevand. Der var guld, og guldfeberen steg med det samme. Byen Ravenswood opstod i 1869 og var den første by i det nordlige Queensland, som ikke lå ved kysten. Byen oplevede flere op- og nedture. Allerede i 1872 blev der fundet guld i Charter Towers, og Ravenswood fik sit første tilbageslag. Mellem år 1900 og 1912 boede der 4.000 mennesker i byen og 50.000 i området. Ravenswood havde i sin storhedstid 48 pubber. I dag er byen i en bølgedal. 350 sjæle har adresse i og ved Ravenswood.

Vi forlod Townsville klokken 10.00 og kørte vestpå ad The Overlander Way. En meget bedre vej end da vi kørte på Bruce Highway langs kysten. I Mingela drejede vi fra og kørte 40 kilometer sydpå til Ravenswood.

Stoppede ved det gamle posthus, som i dag huser en lille købmandsbutik. Købte is og kiks. 6,80$ for nogle kiks. Vi opdagede senere på dagen, at Woolies i Charter Towers havde kiksene på tilbud til 1,68$. Vi måtte betale ekstra for spøgelsesbyens charme og størrelse, og at vi var langt væk fra alting.
Ravenswood, Queensland, AustralienVi tog en tur gennem det lille museum i den gamle retsbygning. 6$ kostede det at snuse gennem montrene med ting, som den nye verden værdsætter og passer på, men som vi hjemme i den gamle verden ville smide ud, når vi rydder op på bedsteforældrenes loft.
Ravenswood, Queensland, AustralienRavenswood, Queensland, AustralienTo af byens gamle barer stod stadig. Vi kiggede forbi Imperial Hotel og Railway Hotel. Af det en gang så grandiøse Brown Hotel var der kun stentrappen tilbage og nogle gamle sort/hvid fotos. Der var igen mere stille i Ravenswood, lige bortset fra når der sprænges i den lokale mine. Der gravers stadig efter guld. Med mere effektive redskaber end for 100 år siden, er det stadig muligt at udvinde guld.
Ravenswood, Queensland, Australien

Ravenswood, Queensland, AustralienRavenswood, Queensland, AustralienRavenswood, Queensland, AustralienBag den katolske St. Patrick kirke var der et udsigtpunkt, hvorfra vi havde mulighed at få et kig ind i moderne guldgraveri. Intet med vaskepande eller mineskakter. Det var en åben mine. Der bliver ”bare” gravet ned, mere ned og endnu mere ned. Store gravemaskiner og lastbiler gør arbejdet, 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året. I toholdsskift af tolv timer arbejdes der.

Sarsfield-minen indeholder mindre end 1 gram guld pr. et ton klippe. Hver lastbil vi så køre væk, havde hvad der svarede til en spiseskefuld guld eller for kr. 10.000 på ladet.

Charter Towers
Med før og nu billedet af minedriften forlod vi Ravenswood med Charter Towers som mål. Endnu en by som opstod på grund af det guldskinnende metal. Modsat Ravenswood overlevede Charter Towers. Mellem 1872 og 1899 boede der 27.000 personer i byen, og det var efter Brisbane den næststørste by i Queensland. Charter Towers er stadig en lille driftig by med næsten 10.000 indbyggere. Med 125 kilometer til den næste storeby, Townsville, har Charter Towers alle slags butikker og en ganske hyggelig hovedgade med flere gamle bygninger fra slutningen af 1800-tallet.

Vi tog en tur rundt i byen og fik klaret nogle indkøb i Woolworth. Herefter fandt vi vores BIG4 campingplads.
Autocamper og campingplads i Charter Towers, Queensland, AustralienFakta – Torsdag den 26. juli
Oplevelser: Ravenswood, Charter Towers.
Rute: Townsville – Mingela – Ravenswood - Mingela – Charter Towers.
Kørte kilometer: 219.
Overnatning: BIG4 Aussie Outback Oasis Cabin & Van Village, 76 Dr George Dve, Richmond Hill, Charter Towers. 33$ for en overnatning. BIG4 trådløs netværk.
GPS koord. S20.063167 E146.279032

torsdag, juli 26

Maggie - den magnetiske ø

Magnetic Island, også kaldet Maggie, ligger kun tyve minutters sejltur fra Townsville. Det er en af de øer ud for den australske østkyst, som er nemmest og billigst at komme til. Vi havde besluttet at give øen en dag af vores tur. I centrum af Townsville, på Sir Lelie Thiess Dr., ligger den lille færgeterminal for Sunferries lige ved Ross Creek. Det kostede 56 dollars for en familie. To voksne og op til tre børn tur/retur Townsville og Nelly Bay på Magnetic Island.

Magnetic Island fik sit navn af James Cook. Kompasset på Endevour gik amok, da Cook i 1770 sejlede forbi. I dag er Maggie med godt 2.000 indbyggere som en lille forstad til Townsville. Det var hurtigere at komme fra Magnetic Island til centrum af Townsville end fra vores campingplads ti kilometer fra bykernen.

Fra havnen i Nelly Bay gik vi de tre hundrede meter hen til Moke Magnetic, ”the fun way to go”. Her udlejer de ”biler”, såkaldte Moke. Små åbne vogne uden døre og med stoftag bygget på en meget enkelt stålramme over en Morris Mascot 1000 motor. Nul til hundrede i 2. gear. Det var som at være teenager igen. Moke har manuel gear og choker. Har ikke set sådan en i 20 år. Ikke siden min gule gamle Mazda 1300 fra 1974 med sorte nummerplader. Bag rattet på en Moke var jeg 18 år igen. Seler var der, men ikke skråseler. Kun hofteseler, også foran. Benzinmåleren virkede ikke, men der var mindst 250 kilometer på en fuld tank. Moke, the fun way to go.

Rejser til Magnetic Island, Queensland, Australien For 68$ havde vi en Moke i en dag. Fri benzin og 60 kilometer inkluderet. Lyder ikke af meget. Kunne det nu være nok? Fra Picnic Bay, det sydligste punkt på Magnetic Island og til Horseshoe Bay, det nordligste punkt, er der tolv kilometer. Det var nok. Vi kørte 34 kilometer og tog endda nogle ekstra ture op over øens rygrad, en udløber af øens højeste punkt Mt Cook med 494 meter over havet. Med håret slået ud drønede vi af sted. Det var "skide" sjovt.

Rejser til Magnetic Island, Queensland, Australien Vi begyndte med at køre den længste tur. Fra Nelly Bay til Horseshoe Bay på nordkysten af øen. Der var nogle få butikker og et par restauranter. Vi fik the og en flat white kaffe. Gik en tur på stranden. Legede på legepladserne. Min fod rystede lidt. Den havde brug for at trykke på speederen. Få den lille gule Moke med tegneserierfigurer på motorhjælmen ud på landevejen igen
Rejser til Magnetic Island, Queensland, AustralienVi kørte ud af Horseshoe Bay og stoppede ved The Forts og gik the forts walk på 2,8 kilometer. Op, op, op gik det. Først asfalt, derefter grus, til sidst en smal stenet sti mellem klipperne. The Forts blev bygget i begyndelsen af Anden Verdenskrig som et udsigtspunkt, signal og kanonstilling til beskyttelse af Townsville.

Vi stoppede ved Bremner Point og så de mange små rock wallabies, små klippe kænguruer. Små hurtigløbere rundt på klipperne.
Rejser til Magnetic Island, Queensland, Australien
Magnetic Island har indtil nu været et populært og billigt stop for unge rygsæksrejsende, men tiderne skifter. Vi så flere større byggeprojekter, der var sat igang ved havnen i Nelly Bay. Store komplekser med ferielejligheder. En anden type rejsende vil komme til Magnetic Island og med tiden ændre øens status som backpackerparadis.

Efter en god dag på Magnetic Island tog vi kl. 16.45 båden tilbage til Townsville. Maggie var magnetisk - vi blev tiltrukket.

Fakta – Onsdag den 25. juli
Oplevelser: Magnetic Island, Moke, The Forts, Bremner Point.
Tip: Lej en Moke og slå håret ud.
Rute: Townsville + Magnetic Island.
Kørte kilometer: 20 + 34.
Overnatning: BIG4 Walkabout Palms Tourist Park, 6 University Road, Wulguru, Townsville. 37,80$ for en overnatning. 1 Time og 40 min trådløs netværk for 10$.
GPS koord. S19.31819 E146.811848

Lest we forget – I bliver aldrig glemt

Oprindeligt stod der et rigtigt tysk maskingevær fra Første Verdenskrig i Brandon. Et våben erobret af 14. bataljon AIF ved Villiers Bretonneux i Frankrig den 28. april 1918. Der går rygter om, at maskingeværet blev fjernet, da japanerne under Anden Verdenskrig nærmere sig Australien. Det blev gravet ned, så våbenet ikke skulle falde i fjendens hænder. Et andet rygte vil vide, at det blev stjålet. Hvor det er, og hvad der er sket, er en godt bevaret hemmelighed. Nogle mener, at våbenet blev smeltet om på Delta Iron Works som en del af den store efterspørgsel efter jern under krigen.
”In memory of the men of Brandon who fell in the Great War. 1914-1918. They sacrificed all for us”.

Det oprindelige mindesmærke blev rejst i september 1924. Den nye bronzeskulptur fra 2006 viser en australsk soldat fra Første Verdenskrig på vej væk med et tildækket maskingevær a la det, der tidligere stod i Brandon. Skulpturen er en gave fra Delta Iron Works til byen. Fra Bowen via Brandon fortsatte vi de 200 kilometer til Townsville.

Townsville
Med 150.000 indbyggere er Townsville den største by i det nordlige Queensland. Fra udkanten af byen og til centrum kørte vi via en 10 kilometer lang og meget bred vej med servicebutikker langs fortorvene. Byens folk er en sammensætning af studerende ved James Cook-universitetet, militærfolk fra basen, aboriginere, som var her først, og så turister, der venter på at komme til Magnetic Island.

Vi parkerede motorhomet på Flinders Street, lige inden Flinders Street Mall, Townsvilles gågade. Tættere på og vi havde holdt i gågaden. Selv med legepladser og palmer virkede gågaden lidt kedelig. Lidt Herning-agtig. Enkelte tomme butikker med ”For Sale” skilte i vinduet gjorde ikke indtrykket bedre. Gågaden virkede bare ikke tiltrækkende på os. Butikkerne var kedelige og uinspirerende. Vi havde ikke lyst til at bruge penge, så noget måtte der være galt. Måske var vi mættet af indtryk?
Vi fortsatte ned af gaden og faldt over myrestatuen. Den stod lige på hjørnet af Flinders Street East og Denham Street. Modsat The Brewery men på samme side som den gode isbutik med rigtig australsk is, stod Mike Taylors ”Anthills” fra 2004. To statuer over alle de ting vi menneske-myrer samler.
Lidt længere nede ad Flinders Street East stod to stole. Vi fortsatte ad Flinders Street East gennem det gamle havnekvarter forbi to af byens og det nordlige Queensland bedste museer Reef HQ og Museum of Tropical North Queensland. Forbi Queens Hotel og Custom House. Begge bygget i begyndelsen af 1900-tallet. Vi var ved The Strand, byens stolthed, med Anzac-park, legepladser, springvand og swimmingpools. Altsammen lige ned til vandet og marinaen.
Alle byer i Australien, store som små, mindes deres døde fra krigene. Alle byer har et Anzac mindesmærke. En tradition der begyndte efter Første Verdenskrig. Anzac er en forkortelse for Australien New Zealand Army Corps. I Townsvilles Anzac-park og Garden of Remembrance fandt vi flere mindesmærker over faldne i Australiens krige.
”Erected to the glorious memory of the brave men and boys of Townsville who gave their lives in the Great War 1914-1918.”

“The Moments pass, but never shall die
The Memory of our honoured dead
Who, marching whither Duty led,
With Death met Immortality.”

“The Names of Those who paid the Price
For us, and for the Land we love,
Be Beacon-fires to all who move
On lowlier ways of sacrifice.”
P.F.Rowland.
Hytter på BIG4 campingpladsen.

Vi gik gennem byen tilbage mod vores motorhome. Stoppede igen ved myrestatuerne og gik ind og fik en is. Det var blevet BIG4 tid. Tid for BIG4 Walkabout Palms Tourist Park i udkanten af Townsville. Vi havde købt lidt kylling og en steak for at prøve en ”barbie” på campingpladsen. På næsten alle campingpladser og i mange parker så vi ”barbies”, gasopvarmede BBQ-grill. Ofte var de gratis at bruge.
I træerne ved vores campingplads sad de regnbuefarvede lorikeet papagøjer.

Fakta – Tirsdag den 24. juli
Oplevelser: Lest we forget mindesmærke i Brandon, Townsville.
Rute: Bowen – Bruce Highway #1 – Ayr – Townsville.
Kørte kilometer: 232.
Overnatning: BIG4 Walkabout Palms Tourist Park, 6 University Road, Wulguru, Townsville. 37,80$ for en overnatning. 1 Time og 40 min trådløs netværk for 10$.
GPS koord. S19.31819 E146.811848

onsdag, juli 25

Bowen er Darwin

Selv en Nicole Kidman skaber ikke en by. 8.500 indbyggere i Bowen havde i maj selskab af Nicole Kidman og andre skuespillere igang med at indspille filmen ”Australia”. Filmen handler om 1930’erne og 40’erne i Darwin-området. En til lejligheden opbygget filmby og kajen i centrum af Bowen skulle gøre det ud for Darwin inden og under japanernes angreb. Selv Kidmans australske Hollywood glans kunne ikke skabe nok lys over en lidt kedelig by med brede gader og lige så mange spillesteder og pubs som indbyggere.
Bowen ligger mellem og omkring tre bjergtoppe og Stillehavet. Alle veje i den centrale gamle del af byen er så brede, at et oksespand med vogn kunne vende midt på gaderne a la Salt Lake City. En by med en speciel karakter. Den minder ikke om nogen af de andre kystbyer på østkysten, vi havde set indtil nu. Mindede os mere om en "small town" i outbacken.

I 1988 besøgte en af Bowens tidligere indbyggere Canada. Han kom forbi Chemanius på Vancouver Island. Den canadiske by er fyldt med de flotteste vægmalerier. Sådanne skulle Bowen også have. I november samme år var det første malet, og vi talte 24 gavlmalerier, som fortalte Bowens historie. Vi parkerede på Herbert Street lige modsat posthuset og gik en tur rundt om blokken, Herbert, Williams, Gregory og Powell, og så nogle af de mange vægmalerier.
Inden vi kørte ud til vores campingplads ved Queens Beach kørte vi op til Flagstaff Hill, hvorfra der er udsigt over byen og ud til øerne i Whitsundays og lidt tættere på Edgecumbe Bay, Stone Island og North Head-fyrtårnet.
Wangaratta Caravan Park var egentligt vores 3. valg af overnatningssted. Men både første og andet valget var optaget, og da vi kom frem til Wangaretta, fortalte lejrchefen os, at vi havde været heldige. Vi havde ringet om morgenen netop som en campist havde forladt sin plads en dag tidligere end beregnet. Vi ringede lige, mens han var ved at tjekke ud. Vores held. Efter os havde mindst tyve andre ringet og forhørt om plads. Det tidligste Wangaratta Caravan Park havde plads var den 28. juli. Det er vinter, og alle "snowbirds" fra syd søger mod varmen mod nord og kommer forbi Bowen.

Nemt at bestille en campingplads
Igen fik vi bekræftet, hvor god en ide det var at ringe og bestille en plads i forvejen. Gerne flere dage i forvejen, hvis det var muligt. Det var ganske nemt. BIG4 pladserne havde et gratis 1-800 nummer vi ringede til og bestilte plads.

Det var meget forskelligt, hvor meget pladserne vil vide. I Bowen var et fornavn nok. I Cairns ville de vide
Efternavn, fornavn, land,
kontaktnummer i Australien,
hvornår vi regnede med at ankomme til campingspladsen,
hvilken slags plads og faciliteter vi havde brug for,
størrelsen på vores motorhomet,
kreditkortoplysninger,
plus have et 50$ depositum. Det siger nok lidt om pladsens popularitet.

Ingen tvivl, jo længere nordpå vi kom, jo vigtigere blev det at planlægge og bestille plads, hvis der var bestemte steder og campingpladser, vi vil have på bestemte dage.

Fakta – Mandag den 23. juli
Oplevelser: Flagstaff Hill, Bowen.
Tip: Bestil campingplads, hvis det er muligt.
Rute: BIG4 Airlie Cove – Airlie Cove – Bruce Highway #1 – Bowen.
Kørte kilometer: 98.
Overnatning: Wangaratta Caravan Park, 66 Golf Links Road, Bowen. 37$ for en nat. Ingen internet.
GPS koord. S19.981407 E148.233251

Whitehaven Beach – ikke bare endnu en strand, men stranden

”Det er ligesom som mel”, lød det fra Alfred. Både Asta og Alfred stod med fødderne i sandet på Whitehaven Beach og kiggede ned. ”Det er ikke sand, men bagepulver”, supplerede Asta. Det var ikke sand. Det var mindre, tyndere og finere. Det var som silt. Det var som mel. Helt hvidt og fint. Det var med den bedste følelse, at vi alle fire borede fødderne dybt ned i sandet på Whitehaven Beach.
Vi havde bestilt en tur ud til Whitsundays øerne ud for Airlie Beach. Inden vi kunne nyde en af verdens bedste strande, havde vi lige snorklet over nogle koraller og gået en kortere tur til Hill Inlet lookout.

Turen ud
Vi sejlede med Reef Jet fra Airlie Beach klokken 08.15 med kurs mod The Whitsundays. Det var en ”rough day” på havet. Store bølger slog med jetbåden, der havde plads til 65 gæster. Det var en af den slags ture, hvor vi det ene øjeblik, når vi kiggede ud af vinduerne, kun så havet og det næste øjeblik kun så himlen. Havet, så himlen. Vand, så skyerne. Sådan gik det den første time, til vi sejlede mellem Hook Island og Whitsunday Island. På østsiden af Whitsunday Island ligger Border Island. Her havde John, kaptajen på vores båd, fundet en stille bugt, hvor vi i ly for de høje bølger kunne snorkle en time over koraller og kigge på fisk.

Min første snorkelingtur
Efter jeg lige først skulle have pulsen ned og blive fortrolig med tanken om at trække luft gennem et forstørret sugerør og hele tiden have hovedet under vand, så følte jeg det som at svømme rundt i et akvarie. Jeg har ikke siden drengeårene, hvor jeg stod med næsen mod dyrehandlerens vindue og kiggede på akvarier, været så tæt på tropiske fisk. Det var som at blive en del af børnenes ”Find Nemo” film. Nu var det bare ikke længere animation og tegninger, men rigtige fisk, der svømmede rundt om mig, mens jeg snorklede på en halv meter vand. Jeg var kun 50 meter fra kysten af Border Island. Når jeg svømmede længere væk fra kysten, blev der dybere og længere ned til korallerne. Pludselig. Uden varsel. Første gang blev jeg noget forskrækket, korallerne forsvandt og havet var bare blåt, så langt som jeg kunne se. Mere end ti meter til bunden.

Gåtur til Hill Inlet Lookout
Efter vi var færdige med at snorkle, sejlede vi til Whitsunday, den største af øerne i Whitsundays-gruppen af 74 øer. Vi skulle gå den korte, mindre end en kilometer lange tur op til Hill Inlet Lookout. Vi gik gennem tæt skov for at komme op til udsigtspunktet. Herfra var der den mest fantastiske udsigt til Hill Inlet og Whitehaven Beach. Nede på stranden kunne vi se små tænkstikmennesker gå rundt på et hvidt stykke papir. Det var den fineste hvide sandstrand. Stranden virkede uvirkelig. Den seks kilometer lange Whitehaven Beach var hvid som kridt. Svært at få kameraet til at fokusere og fange den rigtige sandhvide farve.
Vi blev sejlet tilbage til den store båd i en lille gummibåd. Da vi gik om bord for at få frokost, stak en havskildpadde lige hovedet op og sagde goddag. Vi så først en mørkere grøn plet i det turkiskfarvede vand. En plet som blev større og større, og pludselig kom et lille hoved, som et periskop, op for at trække luft og forsvandt igen ned i dybet. I havet ved Whitsundays så vi også hvaler komme op til havoverfladen og lave deres karakteriske vink med halen.
Whitehaven Beach
Jetbåden lagde til direkte ved stranden. Vi skulle bare springe i vand til maven og gå fem meter for at være på stranden. Vi badede på verdens bedste strand. Når rejsemagasinerne skal finde de bedste strande i verden, så er Whitehaven altid mellem de ti udvalgte. Med god grund. Det var som paradis, og vi brugte en time på at bade, løbe op i sandet, rundt med bare fødder og nyde det bløde sand og ud i vandet igen, hvor bunden også var det hvide sand.

Mødte dansk familie
På turen mødte vi en dansk familie. Bedsteforældre, forældre og to piger på fire og otte på motorhometur fra Cairns til Brisbane. De boede sjovt nok på samme BIG4 campingplads som os, så da vi kom tilbage fra turen, legede børnene sammen. De nød alle fire at have nogle danske børn at lege med. Vi voksne delte nogle XXXX og udvekslede erfaringer. De syntes, at vejret var noget koldt i Airlie Beach, og vi havde den modsatte opfattelse.

Ingen tvivl. Det var bedst at køre fra syd mod nord og få bedre vejr for hver kilometer. I år måske vigtigere end ellers, da Australien efter sigende har den koldeste vinter i 40 år. Vi taler stadig om solskin, temperaturer på mellem 20 og 25 grader, nattetemperatur over 15 grader og vandtemperatur på 21 grader. Kald lige det koldt, men det er det efter den målestok de bruger i Queensland.

Fakta – Søndag den 22. juli
Oplevelser
: Tur til Whitsundays, snokeling ved Cataran Bay ved Border Island, gåtur op til lookout over Hill Inlet og Whitehaven Beach, svømme i det turkisfarvede vand ved Whitehaven Beach og nyde solen på stranden.
Tip: Husk solhat og solcream. Solen virker voldsom i det hvide sand på Whitehaven Beach.
Rute: BIG4 Airlie Cove. - Airlie Beach Marina – BIG4 Airlie Cove.
Kørte kilometer: 6.
Overnatning: BIG4 Airlie Cove Resort Van Park, Shute Habour Road, Airlie Beach. 36$ for en nat. Internetkiosk. 8$ for en time.
GPS koord. S20.268196 E148.718544